3. Istedgades “fine ende”
af Karen Smith:
Folk, der til daglig befinder sig langt borte fra Istedgade, forestiller sig vistnok – noget pseudo-romantisk – at Istedgade foruden alt det andet den havde at byde på, vrimlede med ludere under gadelygterne. En temmel
ig forkert opfattelse.
I gadens – på min tid – livligste afsnit, nemlig stykket fra Gasværksvej og til Enghave Plads, var disse damer sjældne gæster. Størsteparten af Istedgades mandlige beboere var respektable familiefædre, så det var rent faktisk tidsspilde for en rask dame at stille sig op her.
De såkaldte “Istedgadeludere” (som iøvrigt boede i kvarteret omkring Victoriagade) måtte altså søge kundekredsen, hvor denne var at finde. Og kundekredsen var for det meste udefrakommende “pæne” herrer. Tilrejsende fra provinsen f.eks. Og hvor fandt pigerne så dem? Ja dem fandt de oppe i Istedgades “fine ende”, som vi kaldte den uden fjerneste antydning af ironi.
Mariakirken
Den “fine ende” var stilfærdig, en anelse kedelig nærmest. En del af den var optaget af Mariakirken og Maria kirkeplads. Resten af hoteller. Forretninger var der ikke ret mange af her bortset fra pigernes.
Hos VALEUR, en af skotøjsforretningerne i “den fine ende”, fik jeg for resten hver sommer de flade, hvide lærredssko med T-remmen, der skulle holde sommeren igennem. Repriser var der ikke råd til. Skoene blev flittigt kridtede med en brugt tandbørste og vandrevet kridt eller zinkhvidt, hvorefter de blev stillet til tørre i køkkenvinduet.
Hvide lærredssko hvidtes.
Skoene smittede af for et godt ord, hvilket absolut ikke generede store ånder som blandt andre mig.
Hvad der derimod rørte mig var noget ganske andet. Nogle af kvarterets børn fik sko gennem Børnenes kontor. Det vil sige på Børnenes kontor fik de udleveret et kort, og så kunne de selv købe visse skomodeller i VALEUR. Vi andre vidste altid hvilke skomodeller, der var kreerede gennem Børnenes Kontor. Men et år lige i skosæsonens begyndelse har jeg altså ikke været tilstrækkelig inde i de nye skomoder, så jeg vælger mig een af modellerne fra Børnenes Kontor. Da dette fejlgreb ret hurtigt efter gik op for mig, nægtede jeg med vedholdende stædighed at iføre mig skoene.
Hvad jeg har spankuleret rundt i den sommer, erindrer jeg ikke, for jeg er bestemt ikke sikker på, at jeg har fået et par andre. Jeg har sikkert været nødt til at kridte skoene fra sommeren før og så ellers stået fast på min beslutning.
(fortsættes)