15. Det tabte ur
af Karen Smith
Da jeg var barn, blev konfirmationsfesterne forberedt fra barnets fødsel. Min mor samlede penge sammen til min brors og min “store dag” gennem noget, der hed “spareuret”. Spareorganisationen leverede det lille rødbrune opretstående ur med den obligatoriske sprække, der gjorde uret til en sparebøsse. Heri lagde min mor, hvad hun kunne undvære af småskillinger i månedens løb. Omkring den første – et meget betydningsfuldt tidspunkt – kom “sparemanden”, som min mor altid bød på kaffe og tømte såvel uret som kaffekoppen.
Spareur
Takket være denne langsigtede ordning, blev min mor i stand til at af holde hele to nydelige fester forholdsvis smertefrit. Oven i hatten fik vi så spareuret som en ekstra gevinst. Ellers havde vi måttet klare os med vækkeuret og min bedstemors bornholmer fra 1852. Et klenodie min mor arvede mange år før min bedstemor døde. Min far var skyld i, at bornholmeren efterhånden holdt helt op med at slå. Han eksperimenterede hele tiden med arvestykkets klokkeslag, da han ikke tålte, at disse forstyrrede ham midt i radioavisen. Snart skulle uret falde i slag ti minutter før tiden, snart ti minutter efter, og det blev det gamle ur omsider træt af. Armbåndsure havde ingen i familien. Den slags var en by i Rusland eller noget man fik i konfirmationsgave.
Kun min pæne bror blev begunstiget med hele to ure i en ung alder. Et, da han trådte ind i de voksnes rækker, og et i flidspræmie fra skolen.
En påskønnelse som sidstnævnte fik jeg retfærdigvis ikke.
Det lille fine sølvur med sølvkæden, fastrenes konfirmationsgave til mig den 5. april 1936, tabte jeg allerede et par måneder efter. Så vidt jeg erindrer – uden at det derfor behøver at være sandt – i en blomsterkasse på Grønttorvet. En undskyldning skulle jeg jo hitte på. Imidlertid kan der ha’ været noget om snakken, da jeg havde en grønttorvsperiode umiddelbart efter konfirmationen.
Jeg bildte mig ind, at det var særdeles klædeligt at svanse henad Købmagergade med et par bundter dryppende morgenfruer trykket ind imod min flade barm i andendagsfrakken. Senere overrakte jeg buketten til min blomsterelskende mor, der blev glad.
Vi holdt længe tabet af uret skjult for fastrene. Da den ikke gik længere med at uret heller ikke gik men hele tiden var hos urmageren, bildte vi dem ind, at det var stjålet i en overfyldt sporvogn.