2. Damen i den mølædte pels
af Karen Smith
Jeg mindes aldrig, at jeg nogensinde har været bange for at færdes i Istedgade ligegyldigt på hvilket tidspunkt af døgnet (måske lige bortset fra visse perioder under besættelsen). Men hvad skulle man dog være bange for den gang i trediverne? Gaden var jo altid fuld af mennesker.
– Hej søster, din hund er væltet! Karen med hunden Mads.
De unge mennesker, der “hang” på gadehjørnerne, kom højst med muntre tilråb som “Hej søster, din hund er væltet” og den slags.
Fulderikkerne forekom mig som regel fredelige, og var der endelig optræk til noget, var de to gadebetjente, der travede op og ned ad gaden ved siden af hinanden med hænderne på ryggen, jo altid et sted lige i nærheden.
Som børn var mine veninder og jeg kun bange for de – uden tvivl uskyldige mandspersoner – vi havde tildelt rollen som børnelokkere. Altid personer behængt med lange skæg.
– Der kommer en lokker, hviskede vi til hinanden, og så spænede vi ellers henad Istedgade.
Gasværksvejens skole i dag.
Foruden de hjemmelavede lokkere, var jeg kun virkelig bange for damen med det glatskrabede sorte hår og de kulsorte brændende øjne iført den mørkebrune, mølædte pels.
Udtrykket “de kulsorte brændende øjne” kunne tyde på at jeg i trediverne har været en ivrig læser af novellerne i LIVETS KAMP; et blad, der blev solgt på gaderne af de arbejdsløse.
Karen som barn i Enghaveparken.
Damen i den mølædte pels stod altid opstillet ved siden af indgangsporten til Gasværksvejens skole. Den mølædte bar hun, hvad enten det var vinter eller sommer. Endnu så mange år efter, kan jeg næsten mærke den gysende fornemmelse, jeg fik, når jeg styrtede forbi damen. Hvis man da kan styrte afsted samtidig med, at man når at nidstirre et andet menneske. Man sagde – og man sagde jo altid så meget – men man sagde altså, at damen med de brændende øjne, havde mistet sin eneste datter, hvilket vist nok havde gjort hende småtosset af sorg. Eller vi har vel snarere sagt “sindssyg af sorg”, det lød ligesom af lidt mere.
Datteren havde gået på Gasværksvejens Skole og skulle – stadig efter hvad man sagde – være druknet under badning i Gasværkshavnen med skolen. Derfor stod den sindssyge mor i den mølædte pels nu år efter år foran Gasværksvejens Skole og ventede på en datter, der aldrig kom.
Den historie fik vi meget ud af, vi var både betagne af damen , der så så uhyggelig ud, og meget bange for hende.
(Fortsættes)