11. Der synges i Istedgade
af Karen Smith
Både min mor og far sang meget. De kendte alle sangene fra Scalarevyerne fra sangkortene, man kunne købe i kioskerne for ti øre.
De var også hvert år inde og se disse pragtrevyer, mens vi blev passet af fru Johansen oppe fra tredie. Min mor må have været god til at få det hele til at løbe rundt økonomisk, hvordan skulle de ellers have fået råd til den slags udskejelser?
Inden far kom hjem fra sidste ombæring, mens maden kogte færdig i det lille køkken, underholdt hun os med sin sang.
Naturligvis kan det ikke have været vinter hele året, men det forekommer mig, at det altid var mørkt, når hun sang. Vi tændte aldrig lyset i stuen, hvilket kan have været for at spare, men også fordi vi syntes, at der blev ekstra hyggeligt, når lygtetænderen kom og tændte gadelygten, der stod lige udenfor vores vindue.
Måske var det derfor, min bror og jeg især var glade for at høre:
“Der er lys i lygten lille mor”, een af de evigtgrønne fra dengang.
En anden fra vores mors righoldige repertoire var:
“Petter kom ned og leg/ så skal jeg vise dig/ hvordan man tæver en tøsedreng som dig”.
En tredie hed: “Mor kan ikke sove, før far han kommer hjem/hun ligger hele natten og døren står på klem”.
Damen der lå der hele natten og ventede, så jeg altid tydeligt for mit indre øje. Af een eller anden grund, udstyrede jeg hende med nathue.
Min mor fik en særlig følelse i stemmen, når hun sang: “Sov dukke Lise, sov og bli’r stor”, som jeg senere lærte en uartig tekst til, hvilket vi var alt for uskyldige til dengang incl. min mor.
Ingeborg Bruhn Bertelsen
Vi studerede ivrigt sangkortet, hvor man kunne se Ingeborg Bruhn Bertelsen, iført hårsløjfe og knapstøvler (magen til mit udstyr) siddende på en overstor hvidmalet havebænk.
Når min mor sang: “I en sal på hospitalet/hvor de hvide senge står/lå en lille brystsvag pige/syg og bleg med gyldent hår”, sad jeg altid nede under bordet og græd. Hver eneste gang – hvilket i sig selv var noget af en præstation.
(Fortsættes)