• Tweet

1. Istedgade var en dejlig gade

af Karen Smith

Jeg er ikke født i Istedgade, men jeg har boet der, fra jeg var seks til jeg som otteogtyveårig den 3. juledag flyttede til Lersø Parkallé med mit pyntede juletræ på toppen af flyttelæsset. Så mon ikke jeg kendte gaden og dens sidegader ud og ind dengang?

Istedgade var en dejlig gade, da jeg boede der, dog ikke alene på grund af mig. Istedgade var livlig, folkelig og farverig. Parisisk var der nogen der påstod, men det var jeg ikke i stand til at bedømme, da jeg selvfølgelig aldrig havde været i Paris og heller ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at jeg nogen sinde ville komme der. Den eneste jeg kendte, der havde været udenlands, var skolens geografilærerinde.

Istedgade havde klædelige frugtvogne på alle gadehjørnerne. Lirekassemænd og gårdsangere i gårdene. Blomster i spandevis mellem frugt og grøntsager i kassevis foran grønthandlerbutikerne. Dem var der mange flere af på den tid. Istedgade vrimlede også med slagterbutiker. Lige fra hesteslagteren, der handlede med sortstemplet kød (2. klasses), hvor min mor aldrig nogensinde satte sine ben og til “Det blå Stempel” og Blangstrup Johansen, som min mor til gengæld satte så højt, at hun endda nedlod sig til at købe deres sylter.

Saxogade 1942.

I Istedgade handlede butikerne først og fremmest med madvarer. Alene på vores stykke mellem Dannebrogsgade og Saxogade, som man af een eller anden grund altid kaldte Saxo Strasse (også efter tyskernes ankomst, selvom Istedgadebeboerne var decideret antityske), alene på dette stykke lå tre slagter- og viktualiebutikker incl. hesteslagteren. To bagerforretninger, der havde åbent til kl. 22 og tre kolonialhandlere, en grønt-handler, en smør- og kaffeforretning og en hørkræmmer med spegesild i tønder og savsmuld på gulvet.

Til den åndelige føde havde vi på vores lille stykke to kiosker: DANNEBROG og BILLIG JENSEN foruden boghandler Larsen og en brilleforretning. Ved siden af alt dette var vi begunstiget med to manufakturhandlere med de klingende navne ROLLO og RUDA. Hos den ene af disse lokale butiker fik jeg altid sommerens ene kjole, mens den anden antagelig blev indkøbt i DAELL’s Varehus, hvor min mor altid var en ivrig kunde. Kataloget blev flittigt gennemgået. Istedgade manglede heller ikke værtshuse. Vores lille stykke af gaden havde hele to. De lå lige overfor os og hed ISTED KRO og DEN LILLE CAFÉ.

Når min bedstemor var på besøg fra landet, var det hendes absolut største fornøjelse at sidde ved vinduet og holde øje med disse to etablissementer. Hver gang en fuldert blev smidt ud, kendte hendes begejstring ingen grænser. Hun undrede sig også over de mange mennesker, der altid var på gaden:  “Hvad render de dog efter”, spurgte hun gang på gang.

Vinduerne i POSTILLONEN blev blæst ud, da nazisterne sprængte Stjerne Radio, som lå lige overfor, i luften.

Desværre for min bedstemor kunne hun ikke fra vores vinduer overvåge hverken: CAFÉ CHARLES, JERN-STANGEN, POSTILLONEN eller BLOMSTEN – andre af Istedgades små ydmyge steder.

(Fortsættes)