1. Istedgade var en dejlig gade
af Karen Smith
Jeg er ikke født i Istedgade, men jeg har boet der, fra jeg var seks til jeg som otteogtyveårig den 3. juledag flyttede til Lersø Parkallé med mit pyntede juletræ på toppen af flyttelæsset. Så mon ikke jeg kendte gaden og dens sidegader ud og ind dengang?
Istedgade var en dejlig gade, da jeg boede der, dog ikke alene på grund af mig. Istedgade var livlig, folkelig og farverig. Parisisk var der nogen der påstod, men det var jeg ikke i stand til at bedømme, da jeg selvfølgelig aldrig havde været i Paris og heller ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at jeg nogen sinde ville komme der. Den eneste jeg kendte, der havde været udenlands, var skolens geografilærerinde.
Istedgade havde klædelige frugtvogne på alle gadehjørnerne. Lirekassemænd og gårdsangere i gårdene. Blomster i spandevis mellem frugt og grøntsager i kassevis foran grønthandlerbutikerne. Dem var der mange flere af på den tid. Istedgade vrimlede også med slagterbutiker. Lige fra hesteslagteren, der handlede med sortstemplet kød (2. klasses), hvor min mor aldrig nogensinde satte sine ben og til “Det blå Stempel” og Blangstrup Johansen, som min mor til gengæld satte så højt, at hun endda nedlod sig til at købe deres sylter.
I Istedgade handlede butikerne først og fremmest med madvarer. Alene på vores stykke mellem Dannebrogsgade og Saxogade, som man af een eller anden grund altid kaldte Saxo Strasse (også efter tyskernes ankomst, selvom Istedgadebeboerne var decideret antityske), alene på dette stykke lå tre slagter- og viktualiebutikker incl. hesteslagteren. To bagerforretninger, der havde åbent til kl. 22 og tre kolonialhandlere, en grønt-handler, en smør- og kaffeforretning og en hørkræmmer med spegesild i tønder og savsmuld på gulvet.
Til den åndelige føde havde vi på vores lille stykke to kiosker: DANNEBROG og BILLIG JENSEN foruden boghandler Larsen og en brilleforretning. Ved siden af alt dette var vi begunstiget med to manufakturhandlere med de klingende navne ROLLO og RUDA. Hos den ene af disse lokale butiker fik jeg altid sommerens ene kjole, mens den anden antagelig blev indkøbt i DAELL’s Varehus, hvor min mor altid var en ivrig kunde. Kataloget blev flittigt gennemgået. Istedgade manglede heller ikke værtshuse. Vores lille stykke af gaden havde hele to. De lå lige overfor os og hed ISTED KRO og DEN LILLE CAFÉ.
Når min bedstemor var på besøg fra landet, var det hendes absolut største fornøjelse at sidde ved vinduet og holde øje med disse to etablissementer. Hver gang en fuldert blev smidt ud, kendte hendes begejstring ingen grænser. Hun undrede sig også over de mange mennesker, der altid var på gaden: “Hvad render de dog efter”, spurgte hun gang på gang.
Desværre for min bedstemor kunne hun ikke fra vores vinduer overvåge hverken: CAFÉ CHARLES, JERN-STANGEN, POSTILLONEN eller BLOMSTEN – andre af Istedgades små ydmyge steder.
(Fortsættes)
My mother is now 97 years old. Her memory is not good but she remembers she worked at BLAA STEMPLE for 10 years.
She was about 15 when she started. 1936. She met my father while working there. He was hired to repair a wall or something. They eventually got married and immigrated to Canada.
Today she wondered if the place was still around. I don’t read Danish so I am happy for photo and am hoping this is the right place.
As this is an old photo I am now going to google earth to see if I can see what the street looks like now.
I don’t live in Copenhagen but in Aarhus (Jutland), and I am in Istedgade rather random. But I am sure, that ‘Det blaa Stempel’ don’t exist any more.
Last time i was in Istedgade (my first 5 years was in the backyard of nr. 77, pure slum) the street had really changed. Now it is a quite fanzy street with many cofee-shops etc. That is because the whole area has changed:
All the houses in the backyards has been torned down and the areas were then turned into small green parks, and the remaining buildings has been modernized. When I was a child, the street had a “bad reputation”. Not for me, because my grandparents and my uncle and aunt lived there. But among people in general.
During WW2 the street became famous all over Denmark, because it was in the front line of a general strike against the german occupation in 1944. When the strike was over, around 100 people had been killed by the german soldiers. In the gate to my backyard there was a hole in the asphalt. It was a result of a german hand grenade.
After the strike, it was a public saying: “Istedgade never surrender!”. 🙂