9. Solist foran Hye Knudsens orkester
Af Karen Smith
Foruden postbud – og en form for vicevært – var min far glødende socialdemokrat og i nogle år kasserer i DUI, Vesterbro afdeling.
Hans tilhørsforhold til socialdemokratiet gjorde, at min bror og jeg allerede som 6-7-årige blev indmeldt i DUI (De unges Idræt). Min bror, Paul, var et lyst krøllet smilende englebarn at se på, et udseende der fik alle til at falde pladask for ham. Ikke nær så mange faldt for en mørkhåret surmuler som mig. Måske har det været lutter indeklemt misundelse, der engang under den tilbagevende 6-ugers sommerferie på landet, fik mig til at lange knægten en ordentlig een oven i hovedet med haveriven. Oven i købet med tænderne nedad. At jeg ikke fik slået ham ihjel, skyldes kun, at jeg ikke var nogen ørn til at lange øretæver ud. Her har jeg været lige så kluntet som i køkkengerningstimerne.
Musikalsk i sjælden grad
Min bror var musikalsk i en sjælden grad. Noget der kan have ærgret mig, der var uden fremtrædende kunstneriske talenter.
Fra min bror var en 2-3 år, var han ikke til at slæbe væk fra et orkester. Alle voksne beundrede naturligvis den lille lyslokkede dreng i det mørkebrune fløjlstøj eller matrostøjet, min mor yndede at udstyre ham i, når han stod oppe ved orkestret og fægtede med armene og forestillede sig, at han dirrigerede. Kun jeg – hans 16 måneder ældre søster – har ene af alle skulet ondskabsfuldt til ham.
Han var ikke ret gammel, da han blev sat i DUI’s orkester, hvor han spillede trompet. Da han var 12 år, skulle Johan Hye Knudsen engang bruge en dreng til at spille en trompetsolo. Blandt alle de drenge i alle de orkestre, han hørte, udvalgtes min bror. Selv jeg har vel været stolt, da min bror stod der, helt alene foran Hye Knudsens store orkester og spillede sin solo. Mærkeligt nok er det mig komplet umuligt at huske, hvor denne begivenhed fandt sted.
Som DUI’er sang jeg troligt med høj – om ikke just skøn – røst med på alle de sange, min bror og jeg lærte. For vores vedkommende, var tiden allerede løbet fra en del af teksterne.
“Vi er børn af arbejderklassen, kommer fra de tusind hjem”. Det kunne vi vel nok skrive under på. Så kneb det noget mere med denne her:
“Her kommer fra dybet den mørke armé”, min bror og jeg i henholdsvis blå blazer og matroskjole med lægget nederdel. Melodierne var altid mægtig fængende, så måske derfor skrålede vi af fuld hals følgende manende ord:
“Du som aldrig har skuet den lysende dag, rejs dig arbejderungdom til kamp for vor sag”.
Min bror og jeg havde ikke bestilt andet end skue lysende dage, ligesom vi havde set både “Grevinde Maritza” og “Zhardasfyrstinden” med Gudrun Svanes Operetteselskab samt både “Oliver Twist” og “Nøddebo Præstegård” på Casino og Folketeatret.
Vi gik også både til dans og på Skolescenen, hvor vi adskillige gange havde bemærket os Thomas P. Hejle’s lille sorte bog og hørt hans: “B-ø-ø-rn! Nu må I sidde stille og lade være med at kaste flødekaramelpapir ned oppe fra balkonen”.
Ikke meget af det, vi sang om, passede på os. Foruden alt det andet vi fik, fik vi frisk luft i massevis. (fortsættes)
Paul Smiths tilføjelse:
– Vi fik frisk luft i massevis, skrev min mor. Men det ændrer ikke ved, at under Besættelsen gik det tilbage for folkesundheden. Statistikken viser det på landsplan:
I 1939 blev det konstateret 2806 tilfælde af lungetuberkulose. Dette tal var i 1941 steget til 3286. Derfor oplevede jeg aldrig at høre min onkel Paul spille trompet. Han døde af TB i sommeren 1943.