7. Sortbørshandlerne i Saxogade
af Karen Smith
For min far var ingen Nytårsaften en rigtig nytårsaften, hvis han ikke påhørte midnatsklokkeslagene fra Rådhusuret, stående på selve Rådhuspladsen. Os andre kunne han så ønske godt nytår bagefter.
Skt. Hansaften måtte han også altid ind på Rådhuspladsen for at høre de københavnske skolebørn synge Midsommervisen. Måske fordi han var ærkekøbenhavner, født og opvokset i Lægeforeningens Boliger, men vel også fordi han var et udpræget stemningsmenneske. Af samme grund tog han undertiden også midnatsgudstjenesten nytårsnat i Vor Frue Kirke med.
Hvis min moral er lettere anløben, eller skal vi sige lidt hjemmestrikket, sådan med: Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af – og den slags, så har jeg også arvet denne egenskab fra min far. Hvert andet år fik postbudene udleveret en ny kappe og hvert andet år et nyt regnslag af postvæsenet.
Kristine Møller har lånt ægtefællen Knuds postjakke og kasket.
I ugevis, hvert år, inden denne udlevering fandt sted, underholdt min far os andre med sine gætterier om, hvor meget han denne gang kunne sælge den nye beklædningsgenstand for. For at få udleveret f.eks. en ny rød kappe, skulle postbudene aflevere en gammel og udslidt. Da både postkapperne og regnslagene var forarbejdede af udsøgt rødt klæde, der nærmest var uopslideligt, var det iøjnefaldende nok, at der lå en forretning her for den, der ikke var alt for nøjeregnende. Hvorledes min far fik skaffet sig den gamle afrakkede kappe eller det slidte regnslag, der var adgangstegnet til de nye klædningsstykker, har jeg aldrig fået opklaret. For at udføre disse transaktioner har han været nødt til at gå i den samme kappe i årevis. Alligevel så han altid flot og nobel ud i den årgamle kappe. Igen min mors fortjeneste.
Mors moral var ganske anderledes stålsat. Hun hævdede bestandig, at man skulle svare enhver sit og kunne hverken drømme om at købe på klods eller på konto. Hvorimod min første handling på min 18-års fødselsdag var at åbne en konto med min far som kautionist. Min mor var sikkert dybt forarget.
Kun på et punkt skejede min mor ud. Og ikke nok med det, hun fandt sågar, at hun var i sin soleklare ret til at gøre det.
Sortbørshandel
Under hele besættelsen handlede min mor på den sorte børs. Ganske vist med mig som mellemhandler, da hun vel fandt sig selv alt for ophøjet til at sætte sine ben sådan et sted. Det gjaldt først og fremmest sæbe- kaffe- og smørmærker, som hun slet ikke kunne få til at slå til. Utallige gange sendte hun sin uskyldige unge datter hen i den lokale sortbørsafdeling, der lå lidt oppe ad Saxogade, men dog i umiddelbar nærhed af Istedgadehjørnet. Man stillede sig bare op henne foran ismejeriet og så forventningsfuld ud, så myldrede sortbørshandlerne til af sig selv.
Min mor blev højest en anelse betænkelig, men ikke så meget, at hun stoppede trafikken, da en af sortbørshandlerne en dag personligt ringede på døren og tilbød at bringe hende de eftertragtede mærker direkte for fremtiden, så hun slap for fordyrende omkostninger i engros-leddet.
Sortbørshandleren var ikke klar over, at engros-leddet var mig, der ikke fik en øre ud af det.
(fortsættes)