6. I musselinskjole og med hårsløjfe
af Karen Smith
Postbud Knud Møller, Istedgade 73.
Min far var postbud med tre daglige ombæringer. Dengang nåede brevene altid København fra provinsen og omvendt fra den ene dag til den anden.
Boede adressaten i samme by, kunne et brev afsendt om morgenen nå frem samme eftermiddag. Men de tider er jo forlængst forbi, selvom der ellers synes at være arbejdskraft nok.
Knud Møller med børnene Paul og Karen i søndagstøjet.
Min far var et ulasteligt klædt postbud. En pryd for etaten såvel til fods som på den gule postcykel. Om sommeren altid iført hvide, nypressede lærredsbukser (min mors fortjeneste) og hvide nykridtede sko (min mor igen). Alt det hvide stod så fortrinligt til den røde jakke. Om vinteren var han i sort og rødt. Men det var atter min mors fortjeneste, at skoene nu skinnede af sværte i stedet for sommerens kridt.
I hele min barndom mindes jeg ikke, at min far har båret så meget som en eneste kop ud i køkkenet. Alligevel tilbad min mor ham. Min far var den vittige taler, selskabsmanden. I mine, min mors og andres øjne med, var han en meget elegant mand. Høj, slank og let fanden i voldsk med stråhatten på sned.
Min far var i besiddelse af en smoking, hvilket undrer mig, men det er måske min fejl. Måske var en smoking mere almindelig dengang også i kredse uden bonede gulve. Hvergang min far skulle til nogle mystiske herremiddage i en forening, jeg ikke kan få opklaret, hvad var for en, var han altid i smoking. På de gamle billeder fra disse herremiddage står han mellem alle de andre smokingklædte med besynderlige papirshatte på hovederne.
Karen med hårsløjfen – og sin lillebror Paul.
I min allertidligste barndom, inden vi flyttede til Istedgade, boede vi i Teglgårdsstræde nr. 7 på 2. sal. Hver søndag formiddag, blev jeg stadset ud i lyserød musselinskjole og udstyret med hårsløjfe i samme kulør, hvide halvstrømper til hvide knapstøvler. Efter påklædningsmanøvren stavrede jeg så ved min – formodentlig stolte – faders hånd henad Teglgårdsstræde og op imod Rådhuspladsen. På fortovscafeen, som lå her, fik min far sig en stille søndagsbajer inde bag cafeens grønne hæk. Jeg var mest imponeret af baljen med laurbærtræet.
Imens min far og jeg har siddet der og dovnet og kigget ud over Rådhuspladsen med muslingeskallen, tilberedte min mor søndagsfrokosten hjemme i Teglgårdsstræde.
En del af denne bestod altid af stuvede kartofler med spegesild til. Siden kom de lune hakkebøffer, halve hårdkogte æg og ost. Om min far har fået en snaps til, har jeg ikke lagt mærke til på det tidspunkt.
En af de tidligste bolchedåser fra Nørregade bolcher.
Foruden at være opflasket med laurbærtræer i baljer, var både min bror og jeg opflasket med Nørregadebolsjer. Min far gik flittigt på biblioteket, og når han var derhenne, tog han altid min bror og mig med. Efter biblioteksbesøget slog vi et smut ned i Nørregadekælderen med de bekendte bolsjer. Min bror og jeg fik altid en dåse hver. Endnu kan jeg se den ovale blikdåse for mig, men huske hvordan bolsjerne var, kan jeg ikke.
(fortsættes)