14. “Gassen”
af Karen Smith
“Gassen”
Ser jeg tilbage på barndommens somre (hvor der var somre til) er de befolket med kvidrende venindeflokke på vandring over Dybbølsbroen på vej til “Gassen” med deres badebylter under armen.
Med lidt held kunne vi nå derud fire gange om dagen. Første gang i den tidlige morgen, inden skolen begyndte med en krydder i hånden og mod erlæggelse af en tiøre. Senere på formiddagen i gymnastiktimen, hvor vi måtte tage frikvarteret til hjælp for at nå derud. To og to arm i arm på rad og række spurtede vi af.
At kalde vor vandring for march var en overdrivelse. Den af gymnastiklærerinden udtagne anfører havde sit hyr med at få os ekspederet over gaderne. Man skulle jo have tid til at kigge på en kjole i farten hos BØGE på hjørnet, og det forsinkede. Gymnastiklærerinden i egen høje person var vi jo så rart fri for, indtil vi traf hende ude på “Gassen”, hvor hun ventede på badebroen i løsthængende halvlang kjole med plads til bommesierne, hun havde på inden under og som gik helt ned over knæene, en hemmelighed vi havde konstateret fra vandet, når hun bøjede sig ned med ryggen til. Foruden bommesierne og den fodside bar hun en stor hvid bredskygget lærredshat, som jeg ikke var fri for at beundre.
Hendes eneste rekvisit var bøjlen til brug for forsigtige nybegyndere i svømmesporten, der ikke turde vove sig ud på det dybe uden støtte.
Vi kunne godt lide frøken Salling Vinther, som hun hed. Svømmeturene i gymnastiktimerne var på det offentliges regning.
Efter skoletid styrtede vi atter ud på “Gassen” for at få så meget som muligt ud af “fritiden”, som det hed, fordi det var gratis.
En luksus som separate omklædningskabiner rådede “Gassen” ikke over. Alle klædte sig om i overværelse af alle, siddende på en af træbænkene på de forhøjninger det dybe bassin var omgivet af på tre sider. Havde man været i besiddelse af noget så sjældent og ekstravagant som et sæt pastelfarvet undertøj i fed blank silke med blonder og susebukser – hvad man aldrig havde – ville man såmænd frejdigt have stillet sig helt op på bænken, så alle kunne se og misunde een herligheden.
Daells Varehus
I stedet for skjulte man i hast, skulende til højre og venstre, det forvaskede, ordinære sæt fra Daell’s Varehus eller ROLLO under håndklædet, der altid var for lille. Et tykt farveprægtigt badelagen ville være sagen.
Efter svømmeturene i det grønne grumsede vand og diverse hovedspringsøvelser solede man sig på træbroerne mellem bassinerne på de for små håndklæder.
En rigtig badekåbe
Var der ingen sol, spiste man den medbragte smårystende af kulde, trods håndklædet man nu havde lagt over skuldrene. Under spisningen forestillede man sig frydefuldt, at håndklædet havde været en badekåbe. En rigtig badekåbe af fed frotté var det store uopnåelige ønske.
For fjerde og absolut sidste gang styrtede vi atter ud til Gasværkshavnen efter at have været hjemme og sluge aftensmaden med det ene ben halvejs ude af døren. Nu gjaldt det “betalingstiden” fra fem om eftermiddagen til otte om aftenen. Her måtte vi af med dagens anden tiøre. Vi ofrede den dog gerne, hvordan vi så har skaffet os den, for vi elskede simpelthen “Gassen’s” sandsynligvis beskidte vand. Bunden i alle tre bassiner var og blev usynlig, hvilket kan skyldes tangen. Heldigvis var korset, der skulle hentes op ved frisvømmerprøverne, så stort og hvidt, at det var til at få øje på. Desværre ikke uden at man kom til at strejfe tangen. Det gav mig altid kuldegysninger.
Karen og lillebror Paul – dog ikke på “Gassen”.
På hjemturene svingede vi ihærdigt badedragterne ved at holde dem i skulderstropperne, der var bredere dengang. Svingede vi dem ikke i det fri, nåede de aldrig at blive tørre. Og ingen ejede mere end een.
Badeanstalten i Gasværkshavnen er forlængst væk.
Borte er det mørke træværk, badeanstalten bestod af. Dannebrog vajer ikke længere over indgangsportalen i kolonihavestil. Forsvundet er billetlugen med tavlen, hvor vandets og luftens temperaturer omhyggeligt blev noteret med kridt tre gange dagligt. Tallene studeredes lige så grundigt af os, som børskurserne af børsherrer.
De travleste dage forceredes Dybbølsbroen otte gange. Altid til fods. Cykler var først noget, man fik i konfirmationsgave. Og efter konfirmationsalderen, var det badeanstalten på Sønderstrand, der blev det store trækplaster.
Sønderstrand havde sportsbassin og udsendte de sidste slagere over over højttaleren. På “sporten” gik pigerne og drengene i vandet sammen. Ikke noget med at sidde med fødderne på nederste ribbekant og hovedet lige over vandskorpen for at få et glimt af drengene som på “Gassen”. På “Gassen” kunne den tålmodige til gengæld slumpe sig til at se en nøgen dreng.
En solskinssøndag om formiddagen
I Sønderstrand-perioden fil jeg min første bikini. På det tidspunkt hed den bare en todelt. Min var i fin lyslilla uld med hvide måger.
Da den todelte kom ind i mit liv, blev drengene ivrigere efter at skubbe i vandet. Deres sprøjten med vand tog til i styrke, og jeg begyndte så småt at blive et objekt, det var værd at at svømme undervandssvømning under og dykke ned under i vandet.
I begyndelsen irriterede det mig temmelig meget. En solskinssøndag om formiddagen med få svømmere i vandet, mens højttaleren sendte de smægtende toner fra “På en bænk ved bækken/under grønne træ’r/ sidder jeg og drømmer/ om min hjertenskær” ud over “Sporten” og de tilstødende bassiner for damer og herrer hver for sig, trådte jeg vande inde ved ribben. Nydende solen, vandet og musikken i lige høj grad.
En sprøjtende dreng nærmede sig. Noget i hans smil fik mig til at smile igen under den hvide badehjelm i stedet for som sædvanligt at sætte et surt ansigt op. Med et gik det op for mig, at al det med vandsjaskeriet vist nok var smigrende ment. Og jeg kunne slet ikke holde op med at smile, mens jeg svømmede tværs over bassinet og gik op.
Hele resten af søndagen var reddet!
(Fortsættes)