Weekendavisen
Weekendavisens Frede Vestergaard havde en fyldig omtale om ‘Palmes Morder?’ i juni 2012.
For afvekslngens skyld bringes her hans anmeldelse af ‘Mordet på Olof Palme’:
Licens til en Smith & Wesson .357 revolver
af Frede Vestergaard, 21.6. 2010
Den 28. februar 1986 kl. 23.21 blev den svenske statsminister Olof Palme skudt i ryggen og dræbt, da han sammen med sin hustru gik hjem fra biografen.
Kuglen er det eneste spor, man har efter morderen. Med den kunne man fastslå, at skuddet var affyret med en kraftig Smith & Wesson .357 revolver.
Mordet på Olof Palme er aldrig blevet opklaret trods løfte om en dusør på 50 millioner kroner. En lille håndfuld politifolk efterforsker stadig mordet. Efterforskningen har kostet 350 millioner svenske kroner. Politiet klokkede gevaldigt i det, og der opstod en række teorier om, hvem morderen eller morderne var.
Paul Smith, journalist og cand.mag. i historie og af nogle blandt andet kendt som spindoktor for Jacob Haugaard, mener nu at vide, hvem morderen var.
Paul Smith har tidligere skrevet en faction-krimi om mordet – og selv om hans nye bog ikke er en krimi, er den så fængslende, at man ikke lægger den fra sig, før man er færdig.
Paul Smith hævder, at morderen var en person, der i politiets materiale betegnes G.H. En 39-årig, 185 centimeter høj ungkarl. Han boede 10-15 minutters gang fra Grand-biografen, gik ofte i kvarteret, kan have set Palme-parret på vej til biografen uden livvagter og lignede den beskrivelse, som vidner gav af morderen.
G.H. havde licens til en Smith & Wesson .357, men han reagerede ikke, da politiet efter mordet bad alle Stockholms-områdets 620 registrerede ejere af denne model om at melde sig. Og politiet fulgte ikke op på det før i 1990, da de sendte to breve til ham. Igen uden reaktion og uden at politiet fulgte op på det, selv om den eneste revolver, der i 1991 manglede at blive prøveskudt, tilhørte GH.
Da politiet henvender sig til ham telefonisk i januar 1994, siger han, at revolveren – ulovligt – er blevet solgt til en ukendt, og det gentager han et år senere, da han indkaldes til personlig afhøring.
Faktisk havde politiet nogle år før mordet taget hans våben i forvaring i nogen tid, efter at han havde skudt sit tv-apparat i stykker, mens Palme var på skærmen. Han var Palme-hader, som mange svenskere var. En dansk SAS-pilot, som var i Stockholm, da Palme blev myrdet, har fortalt Paul Smith, at »jeg var dybt rystet over mine svenske kolleger. De jublede højlydt, og flere skålede i champagne«.
Et andet eksempel på det samme var, at efter mordet ringede en politiinspektør, Stellan Åkebring, til Norrmalms vagtdistrikt med en bemærkning om, at »så døde den forbandede fæhund til sidst«.
Dagen efter mordet havde samme distrikt personalefest. Her sluttede Åkerbring sin festtale med at bede deltagerne »udbringe en skål for Olof Palmes død«.
Havde GH et motiv? Ja, han var blevet ruineret dagen før mordet, fordi et forslag fra Palme-regeringen om en aktieafgift havde fået aktierne i Sverige til at styrtdykke. GH havde i 1980 vundet en milliongevinst, som han havde anbragt i gearede aktieinvesteringer.
Paul Smith betragter GH som den mest sandsynlige morder. Paul Smith baserer det på kommissionsundersøgelsen fra 1999 af det mangeårige opklaringsarbejde. Granskningskommissionen undrede sig over, at politiet ikke havde gjort mere ud af GH, og antyder, at det var, fordi politiet var forblindet af troen på allerede at have fundet gerningsmanden, den impulsive, tidligere morddømte narkoman og alkoholiker Christer Petterson. Petterson blev dømt i byretten – mod de to juridiske dommeres dissens – på politiets forfuskede beviser, men frikendt i landsretten, fordi Lisbeth Palme forlods havde fået fortalt, hvor Petterson stod, da hun skulle udpege ham blandt 11 politifolk. Forskellige pensionerede politifolk vedblev til hans død i 2004 at føre ham frem som morderen, specielt via Expressen, hvor han i 2001 »tilstod« mordet, og TV4.
Men uanset om man accepterer GHsom morderen – han døde sidste sommer – er bogen særdeles interessant i beskrivelsen af de efterforskende politifolks inkompetence og de tragikomiske farcer, der længe omgav arbejdet. Blandt andet fordi flere af de overordnede politifolk var udpeget med skelen til deres politiske ståsted, således som praksis – p.t. omdiskuteret – er med mange offentlige toplederposter i Sverige. Stockholms politimester Hans Holmér var uden praktisk politierfaring, men ville personligt stå for efterforskningen, indtil han blev udskiftet efter et år. Bagefter fortsatte han – uden beviser – med at insistere på, at det var kurdiske PKK, der stod bag mordet.
Paul Smith, der bor delvist i Sverige, mener, at årsagen til den mislykkede efterforskning skal søges i det svenske samfunds mange autoritære træk og holdningen til myndigheder. Svenskerne har generelt mere tillid til landets regering end tilfældet er i Danmark. Som en del af Den Fuldkomne Svenske Stat kunne politiet selvfølgelig ikke fejle. Alle myndighedspersoner anså sig selv for ufejlbarlige i kraft af deres svenske statsborgerskab. Så selvfølgelig havde man ikke udstedt våbenlicenser til folk, der kunne finde på at myrde statsministre.
Paul Smith hævder, at det danske Rigspolitiets rejsehold ville have opklaret mordet inden for maksimalt to uger ved simpelthen systematisk fra starten at have gået efter alle med licens til en Smith & Wesson, begyndende med dem nærmest gerningsstedet i stedet for først at henvende sig personligt til GH efter ni år. Det var »en efterforskningsmæssig inkompetence, der trodser enhver beskrivelse«.