Arne Mariager
Arne Mariager
Redaktør Arne Mariager skrev I sommeren 2012 følgende anmeldelse til en række danske provinsaviser, bl.a. Vejle Amts Folkeblad, Horsens Avis og Nordvestnyt:
Der er så stille i Sverige
En dansk historiker og journalist har efterforsket Palmemordet og giver et tungtvejende bud på, hvem der dræbte den svenske statsminister i 1986. – Hvorfor har vi ikke fået den historie før, spørger svenskerne.
Det kan godt være, man ikke skal gå over åen efter vand. Men svenskerne måtte krydse Kattegat for at få en række kendsgerninger om mordet på deres statsminister.
Olof Palme blev dræbt den 28. februar 1986. Trods en gigantisk efterforskning er det ikke lykkedes at finde gerningsmanden. Undervejs blev en mand sigtet og dømt for mordet. Siden blev han frikendt. Hele efterforskning er omgivet af et tragikomisk lys. Alt det, der kunne gå galt i politiarbejdet, gik galt.
Men nu tyder meget på, at en dansker har opklaret forbrydelsen. Det er store ord. Men når man læser journalist og historiker Paul Smiths bog »Palmes morder?«, er det vanskeligt at argumentere imod konklusionen. Drabet forbliver sandsynligvis uopklaret på den måde, at offentligheden aldrig oplever en tilståelse. Men der er næppe tvivl om morderens identitet.
Når der aldrig kommer en tilståelse, er det, fordi den mand, der med stor sandsynlighed skød statsminister Olof Palme kl. 23.21.30 den 28. februar 1986, også skød sig selv. Han begik selvmord i sin lejlighed i en sydlig forstad til Stockholm den 12. august 2008, da to politimænd bankede på døren og råbte ind gennem brevsprækken: – Det er politiet.
Der lød et skud, og da betjentene trængte ind, fandt de manden død. Betjentene var fra ordenspolitiet. De anede ikke, at de stod ved liget af en mand, som i årevis havde været hovedmistænkt i Palme-sagen. For det var slet ikke i forbindelse med efterforskningen, at betjentene kørte til Trångsund.
Det var fordi, en mand fra Sydsverige ringede til politiet og fortalte, at han var dybt bekymret for sin storebror, der boede i Trångsund. Broderen var deprimeret, havde været det længe og var umulig at komme i kontakt med. Politiet lovede at sende en vogn til Trångsund for at se, hvordan manden havde det. Men da betjentene råbte ind gennem brevsprækken, at »Det er politiet«, trykkede manden på aftrækkeren.
Motiv, midler, mulighed
Den mand, der ligner det mest realistiske bud på Palmes morder, hed Anders Christer Henning Andersson. Han blev født den 9. juni 1952 i Harplinge i Halland. Da Olof Palme blev dræbt, var Andersson 33 år. Han boede i en treværelses lejlighed med altan i Hälsingegatan 19.
Ejendommen ligger et kvarters gang fra biografen Grand, hvor statsminister Olof Palme på drabsaftenen så filmen »Brødrene Mozart« sammen med sin kone, søn og svigerdatter. Det, der adskiller Andersson fra alle de andre på politiets liste over mistænkte, er, at han havde både et motiv til drabet, midlet til dets udførelse og mulighederne for at gøre det. Kombinationen af motiv, midler og mulighed er grundstenen i politiefterforskning. Mistænkte, der opfylder alle tre kriterier er særdeles interessante.
Et af de afgørende spørgsmål omkring Palmedrabet var netop, hvordan gerningsmanden kunne vide, at statsminister-parret ville gå i Grand Biograf den aften – og til hvilken forestilling. Det var nemlig en ret spontan beslutning hos familien Palme. Så enten har gerningsmanden i en periode overvåget statsministeren, eller også opdagede han tilfældigvis statsministeren ved biografen, da denne stod i kø for at købe billetter. Og så måtte gerningsmanden bo i nærheden, så han kunne nå hjem, hente et våben, vende tilbage og vente på, at statsministeren forlod biografen. Efter drabet skulle han så sørge for at slippe væk i en fart. Og naturligvis skulle der et motiv til: Hvorfor skulle Palme dø?
Ruineret af regeringen
Christer Andersson boede i nærheden af drabsstedet. Det kriterium var opfyldt. Han havde også våbnet. Han var nemlig medlem af en skytteklub, en ret dygtig skytte, og han ejede fuldt lovligt en Smith & Wesson revoler kaliber .357 Magnum ( en temmelig kraftig revolver). Teknikerne fastslog hurtigt, at det var et sådant våben, der dræbte Olof Palme.
Så er der spørgsmålet om motivet. Også her er kriteriet på plads. Christer Andersson havde svært ved at blive på en arbejdsplads i længere tid og havde ikke nogen egentlig uddannelse. Men et par år før Palme-drabet vandt han en milliongevinst i lotto. Han købte aktier for pengene. Disse aktier belånte han – hvorefter han købte flere aktier. Disse gearede aktiehandler fortsatte Andersson med, og efterhånden blev han millionær – endda mere end én gang.
Den 27. februar fordoblede Palme-regeringen omsætningsafgiften på handel med værdipapirer fra en til to procent af aktiernes værdi. Det var i sig selv ikke alarmerende for Andersson. Men aktiemarkedet reagerede helt hysterisk på lov-indgrebet.
Fredag den 28. februar var en komplet sort dag. Aktiekurserne styrtdykkede. Og Andersson kunne se, at aktierne overhovedet ikke kunne dække de store beløb, han havde lånt. Regulært var han bankerot. Den fredag aften blev Palme myrdet.
Elendigt politiarbejde
Hvis Palme-efterforskningen står i et komisk lys, er der intet som helst komisk over, at det svenske politi ikke hurtigt efter drabet blev opmærksom på Andersson. Det er simpelthen elendigt politiarbejde. Netop fordi Andersson havde våbentilladelse, var han registreret. I Stockholms Len fandtes lidt over 600 revolvere af den type, man mente, var gerningsvåbnet. Først ni år efter Palme-mordet hentede politiet Andersson ind til en samtale. Selv om politiet vidste, at en mand med en Smith & Wesson .357 Magnum boede indenfor et kvarters gang fra drabstedet.
Sagen bliver endnu mere forrykt, fordi politiet skrev til de mere end 600 mennesker, der havde en sådan revolver, og bad dem udfylde et skema – og så i øvrigt henvende sig på en politistation, så man for god ordens skyld kunne prøveskyde deres våben. Andersson reagerede ikke på politiets henvendelse. Da han et par år senere fik en ny henvendelse, reagerede han heller ikke. Men først i 1995 tog politiet sig sammen til at tage en samtale med Andersson. Ved den lejlighed fortalte han, at han ikke længere havde revolveren. Den havde han solgt til en sydlænding, som han mødte på en cafe. Han havde fået 5.500 kr. for våbnet på et tidspunkt, hvor han manglede penge.
I sig selv var dette salg en klar overtrædelse af den svenske våbenlov, og Anderssons indrømmelse af denne lovovertrædelse burde have kostet ham en temmelig hård dom, muligvis fængselsstraf. En sådan sag blev aldrig rejst. På dette tidspunkt havde politiet ellers prøveskudt de forskellige Smith & Wesson-revolvere i Stockholm. Politiet kunne redegøre for alle disse våben. Med en eneste undtagelse: Anderssons revolver. Det drejede sig om en mørk model med trækulsplader på skæftet. Under pladerne stod fabrikationsnummeret 61575. Dette våben dukkede aldrig op. Selv om politiet dagen efter drabet kunne have opsøgt Andersson og bedt om at se hans Smith & Wesson. – Det burde have været klaret på ni dage i stedet for ni år, siger en af de senere Palme-efterforskere.
Et vink med en vognstang
Hvis opklaringsarbejdet havde været præget af bedre samarbejde hos politiet, ville opdagerne havde fået et vink med en vognstang. For et par år før Palme-drabet var ordenspolitiet nemlig kaldt til Hälsingegatan nr. 19. Anderssons naboer havde ringet, fordi de hørte et skud fra hans lejlighed. De var bange.
Da politiet nåede frem, viste det sig, at Andersson havde set en tv-udsendelse med Olof Palme og den markant højreorienterede Andersson var nærmest allergisk over for statsministeren. Så han greb sin Smith & Wesson og skød på manden i fjernsynet. Politifolkene konfiskerede våbnet. Men man inddrog ikke Anderssons våbentilladelse. Andersson havde også andre våben, bl.a. et jagtgevær. Det konfiskerede politiet ikke. Og et halvt år efter episoden fik Andersson sin Smith & Wesson tilbage. Det er helt forrykt at tænke på, at det våben, der dræbte Olof Palme, sandsynligvis i et halvt år lå låst inde hos ordenspolitiet i Stockholm.
Da det svenske politi i 1995 indledte afhøringerne af Christer Andersson, var der mange politifolk, som følte, at »her var manden« endelig. Men samtidigt forsøgte anklagemyndigheden at genoptage sagen mod den mand, der tidligere var blevet dømt for Palme-mordet, Christer Petterson. Ønsket om at få statsadvokaten til at rejse en ny sag mod Petterson gjorde måske, at navnebroderen, »den anden Christer« slap fri.
De ledende folk i efterforskningen var bekymrede for at præsentere en ny, mulig drabsmand, samtidigt med, at man foreslog at genrejse sagen mod en tidligere dømt – og frikendt – mand. Christer Andersson fik lov at gå fri.
Tre år senere tog politiet ham ind til en ny afhøring, men atter uden at rejse sigtelse. Politiet turde ikke tage en ny sag uden at have fældende beviser. Og politiet manglede mordvåbnet. Fatalt. For det havde politiet haft alle muligheder for enten at få fingre i – eller også få klarhed over, at det var gemt eller smidt i havet – umiddelbart efter drabet. Man vidste, Andersson ejede en Smith & Wesson, og man kendte hans adresse.
Passede til gerningsmandsprofilen
At efterforskerne lod Andersson gå, da han havde fortalt, at han havde solgt sit våben. Det er en skandale, ikke mindst fordi manden svarede til en række af de vidneudsagn, man havde fra mordnatten, og fordi han på så godt som alle punkter svarede til den gerningsmands-profil, som svenske rets-psykiatere i samarbejde med FBI-eksperter udarbejdede i midten af 1990’erne. Christer Andersson passede simpelthen perfekt ind i billedet.
Men politiet var så optaget af en anden Christer, den fallerede skuespiller og blandingsmisbruger Christer Petterson, at man ikke ville bruge den fornødne tid på andre mistænkte. Journalist og historiker Paul Smith bor i Aarhus. Han faldt over et eksemplar af den digre rapport, en svensk kommission skrev i 1999 – hvor den granskede politiarbejdet i Palmesagen og kritiserede dette sønder og sammen. I denne rapport – fortæller Paul Smith – påpeger kommissionen, at der er meget, som peger på GH. Dette G står for gerningsmandsprofil og H er det ottende bogstav i alfabetet. Altså Gerningsmandsprofil nr. otte. Navnet er hemmeligholdt, og det svenske politi har vedtaget, at navnet skal være beskyttet i 40 år.
– Allerede i Granskningskommissionens værk står indicierne, som peger på denne mand, i kø, siger Paul Smith. På siderne 955 til 960 i rapporten opridses disse kendsgerninger. Det gav en del medieopmærksomhed, at der var en så indlysende drabsmandskandidat, men netop fordi manden var anonym, ebbede interessen ud, og den svenske befolkning fik aldrig den udførlige historie om denne mistænkte.
I 2010 skrev Paul Smith bogen »Mordet på Olof Palme« . I den peger han klart på GH, men navnet er stadig hemmeligt. Men bogen fik flere svenske politifolk og andre, der har forsket i Palme-sagen til at kontakte Paul Smith. Blandt disse er der især én spændende kilde – en mand, som har været med i det svenske politis efterforskning. »Den svenske stemme«, som Smith kalder denne kilde. Det er på baggrund af oplysninger fra »den svenske stemme« kombineret med Smiths egen research, den nye bog er blevet til. Det er spændende læsning.
Endnu en gang overgår virkelighedens drama en hver fiktion. Det er Paul Smiths fortjeneste, at denne historie er bragt frem til offentligheden. Det svenske politi har valgt ikke at fortælle historien. Men en række ledende efterforskere erkender, at Christer Andersson er et realistisk bud på en drabsmand.
Paul Smith »Palmes morder?« 267 sider, illustreret, Forlaget Hovedland .