13. Forår og 1. maj
af Karen Smith
Gasværkshavnen kaldet ‘Gassen’.
”I den skønne barndoms gla-a-de-e åre/ unge løfteri-i-ge våre…”, som vi sang for ikke at sige skrålede i sangtimerne til fru Olsens skærende violin-akkompagnement, var badeanstalten i Gasværkshavnen vores mest forjættede opholdssted i de lange sommerdage.
Vi var på pletten hvert eneste år den 15. maj, når “Gassen” åbnede. Og det enten det haglede, sneede eller regnede. Vandet kunne være nede på ti grader og vi blå af kulde, men i sprang vi.
Lige så sikkert var det, at vi den l. maj gik over til korte strømper. For min brors vedkommende til korte bukser. Korte strømper var lykken.
1. maj i Fælledparken
Den l. maj var vi også altid i Fælledparken, der sprang ud i lysegrønt og røde faner i anledning af arbejdernes internationale festdag. Min far udstyret med l. maj-tegnet i stråhatten, der blev taget ud af silkepapiret i dagens anledning.
Mærkværdigt nok gik min far aldrig med i selve demonstrationen, men lod min bror og mig om at repræsentere familien Møller.
Postbud Knud Møller i civil.
Min bror i spidsen i musikkorpset lige efter partiets gamle blegnede faner, som man sagde, havde gjort slaget på Fælleden med. Stauning gik da vist også i spidsen i høj hat. Jeg traskede af langt nede i de mere meniges rækker i lægget nederdel og spejderbælte om den blå DUI bluse.
Min far tog dog hele turen med i takt til musikken inde på fortovet. På den måde var han både med og holdt en vis afstand.
Har han – der i mine øjne aldrig var bange for noget og bestandig ordnede verdenssituationen – alligevel inderst inde været nervøs for at nogen af etatens øverste embedsmænd skulle genkende ham midt i et demonstrationstog?
Han pralede ellers tit nok af, at han een gang i sit liv havde været ved at gå i i strejke. Nemlig under påskekrisen i 1920. Heldigvis var Christian den Tiende – efter hvad min far sagde – gået i sig selv igen, og min fars planer blev ikke til noget. En tjenestemand i rød jakke og hvide nypressede lærredsbukser om sommeren strejkede efter min fars mening ikke.
Min mor tog med sporvognen ud til Fælledparken. Siden måtte vi andre selv om at finde hende i folkemængden, hvad vi nu altid gjorde, for det var hende, der havde al maden medbragt i en skotøjsæske.
Dengang sagde man aldrig nej tak til skotøjæskerne, som jeg gør i dag. Agurkesalaten til leverpostejen var omhyggeligt anbragt i et renskuret forhenværende syltetøjsglas. Salt og peber fulgte med i små pæne kræmmerhuse lavet af mellemlægspapir. Rugbrødsmadderne havde rugbrødsskorper imellem sig for ikke at blive kedelige under transporten.
Familien Møller; ikke i Fælledparken men i Søndermarken.
Det eneste, min far sørgede for, var øl-åbneren. Madonnaen, som den hed dengang. I trediverne fandtes der øloplukkere med Stauning på.
Forøvrigt ville min mor sikkert betakke sig for at gå med i demonstrationen, også selvom hun ikke havde haft den glimrende undskyldning, at maden tog skade af den lange vandring. Hun ville ikke engang følge med inde på fortovet. Heller ikke ved sin kære mands side.
Hvad ville fru Hansen fra fjerde ikke sige, hvis hun greb min mor på fersk gerning i den slags? Og fru Hansen var den førende dame i opgangen i Istedgade 73. Hendes to sønner læste!
Gud ske lov – når man tager forsyningerne i betragtning – havde min mor ikke det fjerneste imod at sidde ude i Fælledparken på familiens eneste uldtæppe, som min mor også slæbte med, og høre på musikken og Stauning og alle de andre majtalere.
(fortsættes)