8. ‘Postbudet vander altid to gange…’
af Karen Smith
Foruden at være postbud, var min far vicevært med fem opgange under sig i Istedgade 73, 75 og 77 A, B og C. De sidste er forlængst revet ned.
Postbud – og vicevært – Knud Møller.
Det var her i nr. 77 A (til gården), vi boede de første år. Senere avancerede vi til den langt større lejlighed til gaden med fire værelser og et kammer.
Også i Istedgade var der forskel på folk. Det var således langt finere at bo til gaden end til gården, ligesom det var langt finere at være noget på et kontor end at være på fabrik. Af samme grund tillod mine forældre absolut ikke, at jeg efter endt skolegang kom på fabrik. Noget jeg godt kan have ytret ønske om, fordi de af mine veninder, der var på fabrik, fik langt mere i løn end jeg fik som elev i Nordens største papirfirma.
Det var også finere at være postbud end f.eks. arbejdsmand. Måske kom denne indstilling af, at et postbud havde fast arbejde og var pensionsberettiget og på månedsløn, som var finere end ugeløn, selvom ugelønnen som regel var større.
Af en eller anden dunkel årsag regnede vi det også for finere at holde Hjemmet og Familie Journalen end f.eks. Tempo og Det røde Aftenblad.
Vicevært – af navn
Min far var som sagt vicevært – af navn – mens min mor var det af gavn.
Det var hende, der tog sig af såvel sprungne vandrør som af sprungne propper. Det var hende, der stående i døren, måtte påhøre evindelige, alenlange beklagelser fra de øvrige beboere. Det var også hende, der konfererede med ejendommens vært og ejer. Efterhånden ville han for resten kun tale med hende. Han endte da også med at ville gøre hende til en slags tilsynsforende med samtlige hans ejendomme, hvoraf de øvrige ti-elleve stykker lå på Frederiksberg, der var meget finere end København. Min mor tog ikke imod tilbudet, fordi hun først og fremmest følte sig som en “hjemmets kvinde”.
Når sandheden skal frem, følte min far sig højt hævet over sin viceværtstilling, som han kun havde taget for at få en større lejlighed og for at komme til at bo husfrit, som det hed.
Han fejede allerhøjest gården, hvilket hørte med til bestillingen, for han har vel ikke villet være bekendt at lade min mor gøre det, men det passede ham afgjort ikke.
Det eneste, jeg husker, han har foretaget sig i huset, var, når han vandede min mors mange potteplanter de otte dage om året, hvor hun uden ham besøgte sin familie på landet. Hans blomstervanding var ingen udpræget succes, selvom han pralede af sin gerning, indtil han skulle gentage den året efter.
“Postbudet vandede altid to gange”, med det resultat, at vandet flød ud over alle bredder og ødelagde loftet til sygekassen FREMTIDS HÅB, der lå lige neden under vores lejlighed.
Da det også var min mor, der forestod rengøringen i FREMTIDS HÅB, har hun velsagtens fået besnakket bestyreren til ikke at foretage sig noget i den anledning.
(fortsættes)