Juleshow i Øst for Paradis

Juleaftensdag 1982 skrev Aarhus Stiftstidende:

Skingrende skøre

Samtlige telefonmontører i Danmark ville sandsynligvis skulle bruge adskillige ugers arbejde på at genoprette telefonforbindelsen til TV-byen, hvis Jacob Haugaard og Claus Carlsen fik lov at optræde på skærmen med deres skingrende skøre, platte og vulgære midnatsshow.

Selv en hund kan forstå, at de herrer ikke er helt normale. For det er da for pokker ikke helt normalt at gøre og sige alt det, vi andre mere eller mindre lader som om vi ikke engang tænker?

Et forsonende træk ved deres optræden er dog, at de har været så hensynsfulde at optræde Øst for Paradis på den rigtige side af midnat. Skal tilværelsens mest spændende, snuskede og ækle sider absolut trækkes frem i lyset, er det jo mest passende, at lade det ske for nedrullede gardiner i nattens mulm og beskyttende mørke – ikke sandt?

Og det er vel også kun Jarl Fis Hakkelsens ”Tungsindsredaktion” som tør, hvor selv Ekstra Bladet tier. Hvem har monstro hørt om et af historiens værste tilfælde af dyremishandling?

Haugaard med skildpadden fra Hadsten

Natten til onsdag blev en sølle skildpadde seksuelt mishandlet af en arbejdsmand fra Hadsten – fordi dens ejere havde undladt at gøre den opmærksom på, at det kan få særdeles uheldige følger at modtage salatblade fra fremmede mænd. Ak ja.

Er vi ikke gode ved dyrene kan vi i det mindste elske vor næste hele dagen lang, ville Jacob Haugaard overbevise os om, mens han iført lilla, gennemsigtig trikot flintrede rundt på gulvet. Alt på Jacob Haugaard, som dingle kan, fik lov at flabre til hede og inciterende rytmer fra Claus Carlsens mishandling af skiftevis syntheziser, rytmeboks og saxofon.

Jacob Haugaard, Peter Hejgaard & Paul Smith.

På trods af, eller måske snarere fordi Dr. Hackenbusch & Dr. Hackenhusch deltog i det vanvittige show, lykkedes det til fulde at støde tilskuernes sunde moral. Det kan vist kun være af høflighed, at nattens tilskuere vred sig i krampagtige latterbrøl, så stolene var på nippet til at blive revet løs fra gulvbrædderne. Men selv ikke det kunne tilfredsstille de optrædendes trang til at blotlægge deres værste sider. Vi slap ikke, før vi var blevet pint med tre ekstranumre af værste skuffe.

Skulle en af dine bekendte være så ondskabsfuld at forære dig en billet til Haugaard og Carlsens midnatsshow i Øst for Paradis, må du være forberedt på den værst tænkelige nedbrydning af den sunde moral, som dine forældre møjsommeligt har tilstræbt at opbygge. Selv ikke juleaften vil folk blive skånet. Kan du ikke modstå fristelsen, så vent for en sikkerheds skyld med at forvilde dig ind til de fire gale mennesker til sidste aften 30. December. Ellers risikerer du en af to bivirkninger – du bliver afhængig eller få resten af juleferien spoleret.

Lisbeth Scharling, 24.12. 1982

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *