Kabaret Arbejde Adler!

Arbejdets Aber

AMOK-PARRET Hackenbusch & Hackenbusch – alias Paul Smith og Peter Hejgaard (eller omvendt) – leverer med deres små-cabaret nr. 2, ”Arbejde Adler” en utilsigtet aktuel, ond og sort-komisk kommentar til dagens debat om vores mere eller mindre abeagtige arbejdsmarked. Med en kunstnerisk åre udspringende i SABAE-bevægelsen (Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer) har Hackenbusch-parret udviklet en bitter, men sært nok alligevel urkomisk form for latterliggørelse af såvel det abeagtigt tåbelige arbejde som af det abeagtigt tåbelige i den afart af moderne velfærds-arbejdsløshed, der kan forvandle folk til sociale amøber på dagpenge, bistandsplattenslagere og rekonvalescenter udskrevet til diverse ni måneders idiotarbejde. Eller – som Hackenbusch og Co. Foreslår – til omskoling for at lære at udfylde tiden i DR’s telefon-spørgeprogrammer. Alt sammen – i sidste ende – i det hellige og ædle lønarbejdes navn.

Hackenbusch & Co. Sætter i deres sange og dialoger sagen så meget på spidsen, at budskabet er lige ved at tippe over. Hånen, som er ganske kærlighedsløs overfor behandlersamfundets afkast af hyklende og nassende ofre uden værdighed ville f.eks. med garanti tage kegler på Det konservative Folkepartis landsmøde. Det gælder ikke mindst Hackenbusch-fortolkningen af Sangen om Larsen: socialrådgiveren, hvis drøm om revolution og ”brostens-barrikader” nu udmøntes som læserbreve i Information og ”progressive skøn” på virkelighedens socialdemokratiske bistandskontor.

Hackenbusch’ernes dom over dagpenge- og bistands-mentalitetens ”Entartung” har en så generel politisk adresse (nemlig til ”systemet”), at budskabet let ender galt i byen.

Det er dog måske slet ikke en fejl, men en fare.

Sovjet-psykiateren træner patienten op til at sige: “Arbejde fører til hæder, ære, mod og heltemod!”

MÅSKE er det netop det pirrende ved den fare, der får pointerne til at pible i lattermusklerne. For cabarettens spark til den anden side – mod Vestens arbejds-, penge-, og medie-liderlighed – er ganske vist mere klar i samfundskritikken, men mangler det barokke i komikken. Et nummer om spekulant-narkomanen, der ikke er på stoffer, men ”på penge” – ”rød rubel” og ”grå pantebreve” efter at have fået det første fix på Handelshøjskolen – er fantasifuldt, men ikke komisk. Det samme gælder et flot nummer om Tredje Verdenskrig i Europa, den ”flotteste krig” i den gamle verden – nu medieret som farvequiz over de amerikanske tv-stationer.

Og endelig – for at ingen skal tro, Hackenbusch’erne går russernes ærinde – er nummeret om sovjetisk systemkritiker-psykiatri god, kritisk sarkasme, men ikke komik.

Hackenbusch & Hackenbusch er et komikerpar i kim – det skal de holde fast ved. Hellere end nødvendigvis at skulle hele vejen rundt med kritikken hver gang.

Niels Westberg, 13.11. 1982

Hackenbusch & Hackenbusch: Arbejde Adler, cabaret. Århus, Café Himmelblå. Øst for Paradis ugen ud

Åh jo, de gad –

Der var den ene Hackenbusch, der ikke kunne nære sig, men som konstant skulle gøre barn på Oskar Hansen og Arbejder-sangbogen: ”Arbejdet gider vi ikke, det har vi tyskerne til”.

Og der var den anden Hackenbusch, som gav dem som velafrettet patient på en sovjettisk psykiatrisk klinik – og som høstede megen ros fra overlægen, der elskede patienter, som gjorde så hurtige fremskridt – ”selv om det kunne ses på el-regningen”. Det var den anden, der bekymret spurgte til den ene, der brødebetynget tilstod, at han var ”på penge”. Ja, han havde ovenikøbet været på pantebreve i 12 år. Og selv Matador-kuren (ikke rigtige penge, men virkningen er den samme) havde ikke virket.

Kort sagt: Hackenbusch & Hackenbusch alias Paul Smith og Peter Hejgaard fra Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer var på Commando Raid i Rosenhaven  i aftes. Bevæbnet med elguitar og dunkedyr gav de alle favoritternes til bedste, ”Mandeleg”, ”BT-Kemi”, ”Den nye sang om Larsen”, et slentrende show, sketchs, viser og monologer, på kanten af ligegyldighed: Gider vi? Ja, de gad – i tre kvarter, og så trak de ellers tilhørerne ud i foyeren i håb om, at de ville stå for resten af underholdningen.

Det gjorde de så, en helt i SABAE’s ånd herligt ustruktureret debat, der ind imellem handlede om arbejde, men det meste af tiden om alt muligt andet, bl.a. om satirens grænser og om humoren, hvis eneste mulighed er at bekræfte, hvad der i forvejen måtte være af skjulte lyster i tilhørerne. Og på den måde fik alle med den mindst mulige anstrengelse det mest mulige med hjem. Hvis de ellers gad …

Mogens Damgaard, 16.11. 1984

Leave a Reply

Your email address will not be published.