Stem Jacob ud af Århus!
Umiddelbart før folketingsvalget i 1990 skrev Politikens Cavlingpris-vinder J.B. Holmgaard:
Punch i handskerne
ALLE, IKKE blot folk der drikker Tuborg Squasch eller bliver beskænket med fadøl efter hans århusianske valgsejre, kender Jacob Haugaard, manden der går ind for, at mennesker, der ikke har humoristisk sans, bør tildeles mellemste invalidepension. Men de færreste kender hans formidable kampagneleder, Dr. Hackenbusch, alias forfatteren Paul Smith.
I Kina har man fundet ud af, at man kan forudsige jordskælv og andre naturkatastrofer ved at følge visse dyrs færden og optræden. Herhjemme har vi seismografer og Paul Smith. Længe før Poul Schlüter besluttede sig for at udskrive folketingsvalg, havde kampagneleder Smith forudset, hvor det bar hen, og før valgkampen overhovedet var kommet i gang, lå bogen Stem Jacob ud af Århus! færdigtrykt og sendte voldsomme rystelser gennem hele det politiske system.
Den eneste, som tog det helt roligt, var den konservative Lars P. Gammelgaard, der sagde: ”Da jeg ubestridt er landets sjoveste politiker, ja her i 1990 har jeg sagt hele to vittigheder, hvoraf den sidste fik en enkelt tilhører til at trække på smilebåndet (det var for resten Nele Poul Sørensen), frygter jeg ikke Paul Smiths bog”.
Vrøvlemaskinen Karen Thisted er for en gangs skyld tavs.
Det gør til gengæld Eleva2rens Karen Thisted, som Smith spidder og rister langsomt over en sagte ild, til der kun er forkullede skeletstumper tilbage. Smith stikker også nålen i andre overmodne frugter, uden at saften sprøjter ud, fordi der bag skallen intet var, ikke engang luft.
I BOGEN, hvor der karakteristisk nok hverken er hoved eller hale på noget som helst, er det bedste og mest ætsende kapitel forfatterens lange monolog Mediehyl, hvor ingen af de oppustede vejrhaner, han har mødt, går ram forbi, hverken dem, der blottede deres tissemænd midt ude på Øresund til ære for TV’s ungdomsafdeling, dem der gennemgik svedende meningsskift og folkesocialistiske radbrækninger og socialdemokratiske migræner under en leninisme-antabus i TB-byens statisk-elektriske møblement, eller dem som kopulerede ekstatisk og tilfredsstillet med en mikrofon, en øresnegl, en monitor eller en projektør og faldt ud af rollen og fortsatte hen over gulvet og ned gennem TVByens mange gange for til sidst at falde sammen mod en væg med en vision af Erling Bundgaard, ejakulerede og undslap ’Gæt og Grimasser*s sidste trækninger …
Smith er ikke sart. Piskesnertene rammer både dem, der sad i åndelige sæbekasser og indåndede Godtfred Appels vrøvl, den mystiske Politiken-redaktør, der kastede alle indlæg fra de postmoderne i den rummelige papirkurv og bagefter beskyldte indsenderne for tavshed, og ’statskapitalismens evigt prostituerede røvslikker’, alias Erik Knudsen.
Paul Smith kommer i bogens sidste kapitel med en afsløring, som kommer bag på selv denne anmelder, der ellers har fulgt hans allerførste spæde humoristiske indfald: Hans farfars fætter Jens Johansson, var far til verdensmesteren i sværvægtsboksning, Ingemar Johansson, der i 1959 på Yankee Stadion i New York tjente 248.000 dollars på mindre end ni minutter ved at vinde over Floyd Pattersson. Der er punch (slagkraft) i handskerne i den familie. Som alle, der kender Karen Smith og kender Paul Smith, ved …