Morderens færden før Palmemordet

Er ‘Grandmanden’ Palmes morder? Døm selv:

Lisbeth og Olof Palme

Inden drabet havde Olof og Lisbeth Palme været i biografen Grand på Sveavägen sammen med sønnen Mårten og dennes kæreste.

Havde en af Sveriges mange ’Palme-hadere’ set ham gå ind til biografens 21,15-forestilling og derefter taget hjem efter sit måske lovligt indregistrerede våben? Og siden vendt tilbage før filmens afslutning kl. 23:07?

Hypotesen underbygges af en række vidneforklaringer, hvoraf syv fortsat er hemmeligstemplede. Disse er i det følgende med fed og kursiv skrift:

1) Kunstneren Birgitta W. har forklaret, at hun så en ca. 30-årig mørkhåret mand med dybtliggende øjne og et ”brændende blik”, som stod på fortovet, da hun forlod Grand efter 19-forestillingen – samtidig med at Palme-parret ankom. Birgitta W. anslog, at manden med det stirrende blik var 180 cm. høj.

Birgitta W tegnede siden manden.

2) Måske var det ham, et vidne så i biografens lobby lige efter Birgitta W. bemærkede den stirrende mand udenfor biografen? Manden virkede meget anspændt og ophidset og forsøgte at betragte adskillige personer i lobbyen. Vidnet gjorde sin iagttagelse, mens Olof Palme stod i billetkøen.[1]

3) Umiddelbart efter bemærket vidnet W. en rastløs mand, som stod i billetkøen. Han havde en muskuløs overkrop.[2]

4) Hubert F. forlod sit arbejde overfor biografen kort før kl. 21:00. Han gik til busstoppestedet på Grand-siden af Sveavägen. Her så han en mand som syntes nervøs. Han stirrede mod biografen og vandrede frem og tilbage og holdt sig tæt ved husmuren. Hubert F.s indtryk var at manden spionerede mod en kvindelig bekendt som var ude med en anden. Derfor lagde Hubert F. mærke til manden. Da Hubert F. stiger på sin bus kl. 21:15, registrerer han, at manden ikke var med bussen. Han var 40-45 år og ca. 180 cm. Høj.

5) Malte E. og hans venner så Olof Palme udenfor biografen. De kom umiddelbart sydfra og bemærkede en mand, der stod med ryggen til et udstillingsvindue lige ud for møbelforretningen lige syd for Grand. Manden stod med ansigtet mod Grand og da Malthe E. gik forbi ham bagfra, trådte manden et skridt tilbage, så de stødte en smule ind i hinanden. Malte E. sagde undskyld, men fik ikke noget svar.

6) Vidnet Inga Å. var til samme forestilling som parret Palme: ”… da hun (…) stod i køen for at komme ind i biografsalen, lagde Inga mærke til en mand, som stod forrest i køen. Da dørene til salen blev åbnet, forlod manden som stod længst fremme sin plads og forsvandt derfra. Han gik mod udgangen.

Manden beskrives som ca. 185 cm. Høj, 35-40 år, kantede ansigtstræk, typisk svensk udseende. Han havde tre dage gamle skægstubbe. (…) Manden virkede nervøs. Han stod endda med ryggen mod døren ind til biografsalen og stirrede ud over publikum som stod i kø.”

Fra Grands operatør-rum.

Mens filmen rullede hen over lærredet inde i Grand, gjorde andre iagttagelser udenfor:

7) Omkring kl. 22:35 gik A-B ad Sveavägens østlige fortov nordpå. Der var usædvanligt få folk på Sveavägen, og da hun passerede hjørnet af Adolf Fredriks Kyrkogata og Sveavägen hun så en mand, som fik hende til at føle ubehag.[3]

Grand ligger lige til venstre for den røde buede bygning, ‘Buen’.

8) Mellem 22:35 og 22:40 så vidnet Gudrun Kristina W. en mand, som stod inde i ’buen’ på hjørnet af Tegnérgatan og Sveavägen. Manden forsøger at tænde en cigaret og ryster på hænderne som om han var nervøs eller påvirket. Han så dog ikke ud som en misbruger, men var almindelig velplejet. Han får tændt cigaretten i tredje forsøg. Han er ca. 30-35 år, over 180 cm. høj, barhovedet med mørkt hår som var en smule bølget og ikke direkte kortklippet. Han havde et aflangt ansigt, bleg ansigtshud, mørke øjenbryn og mørke øjne. Han havde en sort frakke, som sluttede lige ovenfor knæene og sorte bukser. Han havde brede skuldre og smalle hofter. Da hun lidt senere vender tilbage, stod han der ikke længere.

9) Kl. ca. 22:50 bemærkede Max D. en mand, som opholdt sig ved boghandlens udstillingsvindue [= ved siden af Grand, PS] og studerede det. Han havde hele tiden ryggen til vidnet.

10) Hans Mikael Å. bemærkede lidt efter en mand, som lænede sig mod en telefonboks lige overfor Grand og på gadens modsatte side. Å. spekulerede over, om manden mon ventede på nogen. Manden var 30-40 år, 180-185 cm. høj.

11) Flyvelederen Lars-Erik E. ventede på sine forældre, som også var i biografen. Da Lars-Erik E. parkerede lige udenfor biografens døre, bemærkede han en mand, som hurtigt gav ham en følelse af ubehag. Derfor låste flyvelederen bildørene, og nogle minutter senere hørte han 23-nyhederne i radioen. Manden var ca. 180 cm. høj, kraftig uden at være fed, med et firkantet ansigt, som var ”hårdt og råt”. Hele tiden gik han frem og tilbage udenfor Grand.

12) Kl. ca. 23:05 så vidnet Pettersson en mand, som stirrede på plakaterne udenfor Grand.[4]

13) To finske kvinder i 30-års alderen, Margareta S. og Anneli K. var i Grand for at se filmen ’Gå og se’, som sluttede 5-10 minutter før ’Brødrene Mozart’, som Palme-familien så.

Margareta S. blev stående i foyeren, da hun ”opdager en mand, som står umiddelbart udenfor biografens døre”:

Grands foyer

”Margareta ser på manden og fæstner sig ved hans blik, som hun beskriver som meget intensivt. Manden ser på dem med et intensivt og mørkt blik. Margareta oplever blikket som spændt og angstfyldt.”

14) Anneli K.: ”… lægger mærke til en mand, som står umiddelbart udenfor biografens entrédøre. Dørene er af glas. Anneli bemærker manden fordi han stirrer så mærkeligt gennem døren og ind i foyeren. K. og S. forlader biografen og går ud på Sveavägen (…) Da de forlader biografen, står manden der stadig.

Det mest iøjnefaldende var mandens stirrende blik og at han syntes at vente på nogen.”

Efter filmen var slut kl. 23:07, blev der gjort flere iagttagelser:

Grandmanden lignede Flexnes – og opførte sig lige så ‘diskret’ som hvis Flexnes havde haft rollen som privatdetektiv ved Grand.

15) Da vidnet Lars Erik K. forlader biografen, passerer han en mand, som står og ser på biografens plakater. Han var ca. 40 år, af middelhøjde, måske lidt overvægtig og iført en blå jakke, som ”så ud som en skidragt fra 50’erne eller 60’erne.” Hans ansigt var rødmosset og oppustet og han så ud til at fryse. Han lignede en bondetamp – en krydsning mellem Flexnes og Björn Gustavsson [= Dynamit-Harry, PS]. Manden stod lige udenfor Grand til venstre, og Lars Erik K. var sikker på, at han ikke var en biografgænger.

16) Da vidnet T. og nogle venner havde forladt Grand omkring kl. 20:40 efter at have set filmen ’Ran’ så hun en mand, som stod udenfor biografen. Hun bemærkede ham igen, da de vendte tilbage til Grand mellem kl. 21:05 og 21:10. Da hun forlod biografen efter at have set ’Brødrene Mozart’, fik hun atter øje på denne mand.[5]

17) Kl. 23:15 spurgte vidnet X-gren en mand udenfor Grand om hvad klokken var. Manden svarede, at ”han ikke havde tid til den slags i aften.”[6]

18) Mårten Palme fortæller, at efter filmen var slut, stod familien ved boghandelen lige syd for biografen for at se på de udstillede bøger:

Mårten Palme

”… Mårten og veninden vender om og går mod nord mod biografen, mens ægtefællerne Palme fortsætter ad Sveavägen mod Kungsgatan. På sin vej umiddelbart nord for boghandelen lægger Mårten mærke til en mand som står og ser på et butiksskilt, men i samme øjeblik, som Mårten passerer, begynder manden at følge efter ægtefællerne Palme. Mårten beskriver manden som værende omkring 40 år gammel, ca. 1,80 cm. høj og kraftigt bygget.

“Manden havde et firkantet ansigt…”

Mårten er helt sikker på, at manden fulgte efter hans forældre, men tænkte ikke nærmere over dette i situationen.”

Senere uddyber Mårten Palme sin forklaring:

”Manden havde et fikseret blik, ”bokserblik”. Han havde et fikantet ansigt og et sammenbidt ansigtsudtryk med tynde læber. Manden var ikke sortsmusket. Han var ca 40 år og var høj, ca 185-190 cm, men gik sammensunket og fremadbøjet.”

19) Den kunststuderende Pia E., som så samme film som Palme-parret. Efter filmen ventede hun på bussen ved stoppestedet lige syd for Grand og på gadens samme side. Hun fulgte ægteparret Palme med øjnene indtil de er næsten nede ved pølsevognen, og bemærkede ikke, at nogen fulgte efter dem. Men hun lagde mærke til en mand, som sad på hug i mørket ved et træ ca. 10 meter syd for hende og altså meget tæt på Kammarkargatan. Hun mister fokus på manden, fordi blandingsmisbrugeren Roger Östlund kommer ’luntende’ ad Sveavägen sydfra.

Fulgte han efter parret?

Pølsevognen ved Adolfs Fredriks Kirke

20) Ljubisa N. passede broderens pølsevogn ved Adolf Fredriks Kirke på Sveavägen. Pølsevognen ligger næsten midt imellem Grand og mordstedet, og han bemærkede Palme-parret gå forbi. 10 meter bag dem så han en 45-50-årig mand, som gik i samme tempo som Palme-parret. Han var over 180 cm. høj, kraftigt bygget, ”korpulent og svær”, og var iført en grålig, slidt frakke som gik ham til knæene. (…) Ellers mente han, at manden var nordbo på grund af hans mellemblonde hår.

21) Kerstin N. boede på 6. sal på Sveavägen 39, og på det aktuelle tidspunkt så hun et par krydse Sveavägen i fodgængerfeltet ved kirken. Vi ved fra Lisbeth Palme, at det netop var, hvad de havde gjort. På gadens anden side stoppede de op og kiggede på den indiske butik Saris udstillingsvindue (også bekræftet af Lisbeth Palme), og Kerstin N. bemærkede en mand, som fulgte efter dem over gaden og fortsatte mod syd, hvorefter hun mistede øjenkontakten til manden.

Dekorima på Nord-Øst-hjørnet af Sveavägen-Tunnelgatan.

22) Da klokken var ca. 23:20 – altså godt et minut før mordet – passerede vidnet X-lund det nordvestlige hjørne af Sveavägen – Tunnelgatan. Han så en mand stå på hjørnet og kigge mod nord ad Sveavägen.[7]

Palme blev myrdet på det nordøstlige hjørne kl. 23:21.

At farver beskrives forskelligt er helt naturligt i aftenens elektriske belysning.

Konspirations-tilhængerne påstår, at mordet var professionelt.

Opførte Grandmanden sig professionelt?


[1] Jvf. Olssons og Åsgårds Gerningsmandprofil, (den engelske udgave) p. 60.

[2] Ibid., p. 60.

[3] Jvf. Olson & Åsgårds Gerningsmandsprofil, p. 61 (den engelske udgave).

[4] Jvf. Olsson og Åsgårds Gerningsmandsprofil, p. 62 (den engelske udgave).

[5] Jvf. Olsson og Åsgårds Gerningsmandsprofil, p. 63 (den engelske udgave).

[6] Ibid. p. 63-64.

[7] Ibid. p. 66.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *