En pilgrims Død, 1

Leif GW Perssons tavshedspligt

Leif GW Persson har tavshedspligt om den viden om Palmemordet, han har fået i kraft af sit arbejde. Det betyder altså, at han skulle være forsigtig, da han skrev manus til tv-serien ’En pilgrims død’.

Hvad det kunne være, han vidste noget konfidentielt om, løfter han lidt af sløret for i et senere interview med Aftonbladet.[1] Her fortæller han bl.a., at indtil han forlod politiet, gennemgik han bl.a. gamle uopklarede sager deriblandt Palmemordet:

”Jeg kom med forslag til ting, man burde gøre. Det er meget konkrete sager, som ingen har bemærket og det er alvorligt, at det ikke er blevet undersøgt.”

Persson lader en af skuespillerne i tv-serien komme med at hint: Hun mener i en bisætning, at gerningsmanden skulle være gået mod syd ad Malmskillnadsgatan.

Det passer fint med, hvad avisen Proletären senere afslører[2]. Her citerer journalist Olle Minell fra en politirapport, hvor to nazificerede betjente – Östling & Åkerbring – trækkes ind i manegen:

Carl-Gustaf Östling og hans forretningspartner major Ingvar Grundborg. De optræder på lignende fotos fra Stockholms jødiske kirkegård (!).

”En skrækslagen kollega til Östling fra Normalmpolitiets Vagtdistrikt 1 (VD 1) kommer med disse oplysninger i et brev. Han har ikke tidligere villet berette om dette, fordi at ”de mørkeblå og brune” har ”voldshistorier” bag sig og ”de har gode kontakter til politiets ledelse.”

Minell citerer fra politirapporten:

”Et halvt år efter Palmemordet var jeg befalingshavende på en radiobil. Jeg skulle foretage en transport fra politigården til den amerikanske ambassade. De, som skulle transporteres viste sig at være Åkerbring [ham der arrangerede nazistiske møder med marchmusik og taler for højreekstreme kredse indenfor blandt andet Stockholms politi] og Östling. Begge var civilklædte, muntre og ædru. De sagde, at de vidste hvem Palmemorderen var og at det aldrig skulle blive muligt at få fat på morderen. Det blev sagt på en rå måde. Begge er kendte for at hade Palme.”

Der findes 2 forklaringer på Stellan Åkerbring & Carl-Gustaf Östlings praleri:

1)    De ville med på listen over de ca. 130 tosser, som havde erkendt Palmemordet. [3]

2)    De vidste ­– eller havde mistanke om – hvem der var morderen.

Måske kan der svares ja til begge spørgsmål.

Åkerbring & Östling var nemlig medlemmer af Stockholms Forsvarsskytteforening, mens Christer Andersson var medlem af Akademisk Pistolklub. Skytteforeninger konkurrerer med hinanden. Man træffes. Og Christer Andersson var kendt som en dygtig skytte. Den slags giver anderkendelse.

I Akademisk Pistolklub har man selvfølgeligt bemærket, at Andersson var ejer til en Smith & Wesson .357 Magnum revolver. Det anses for et meget fint våben blandt skytter. Og alle skytter vidste, at Palme sandsynligvis blev myrdet med et sådant våben. Hvis han ikke havde våbnet længere, ville man tale om det. Spørge ham: – Hvor er din revolver?

Christer Andersson

Christer Andersson fra Akademiska Pistolklubben.

At Christer Andersson tidligere havde skudt sit TV i stykker, da Palme viste sig på skærmen, kan havde været en legende i Akademisk Pistolklub. Historien kan også havde været kendt af folk i Forsvarsskytteforeningen.

Som f.eks. Åkerbring & Östling.

Paul Smiths kommentar:

“Jeg havde  sidst i 2011 en aftale med et medlem af Akademisk Pistolklub. Han huskede udmærket Christer Andersson. Men lige inden vi skulle mødes på en café i Gamla Stan, sprang han fra aftalen. Den daværende efterforskningsleder Stig Edqvist havde forbudt ham at træffe mig. Jeg ville ellers bl.a. havde spurgt ham om, hvornår Christer Andersson holdt op med at medbringe sin Smith & Wesson i skytteklubben. Det burde nemlig få folk til at tænke: Kan hans revolver være Palmes mordvåben? Kort sagt: Stellan Åkerbring og Carl-Gustaf Östling kan have haft mistanke til Andersson.”

Stig Edqvist

Olle Minell fortsætter:

”En taxichauffør kontakter politiet. Det har han gjort to gange tidligere uden resultat – og han siger ifølge de udleverede aktstykker:

”På pågældende tidspunkt (20/7 1988) indløb der en telefonsamtale til KVC hvor anmelderen mente at genkende en taxipassager som værende den samme som avisen på det seneste tid havde offentliggjort af den fhv. politimand og [nu] våbenhandler Östling.

UL (taxichaufføren) samlede på mordnatten ovennævnte mand op sammen med en anden mand i 30-årsalderen i krydset Malmskillnadsgatan/Mäster Samuelsgatan (ca. 400-500 meter fra mordstedet),, UL beregner det til at være 4-5 minutter efter mordet. Kørslen gik til Duvnäsgatan (…). Begge virkede nervøse og opførte sig mærkeligt.”

Længere fremme i artiklen har Olle Minell et interview med betjenten, som i sin tid afhørte taxichaufføren. Minell siger bl.a. til betjenten: ”… men taxichaufførens tips ligger jo her, direkte på morderens flugtrute?”

Taxichaufføren skulle have samlet Östlund & Åkerbring op ved den røde cirkel. Det er ikke på morderens flugtrute, som er den fuldt optrukne blå linje. Den lysere blå er den efterfølgende sandsynlige rute.

Nej, krydset Malmskillnadsgatan/Mäster Samuelsgatan ligger ikke på morderens flugtrute. For at få denne kabale til at gå op, skal 5 troværdige vidner bortraderes fra vidneprotokollen. Det er ikke seriøst. Gerningsmanden flygtede ikke mod syd ad Malmskillnadsgatan, og denne retning er i øvrigt ca. 180 grader forkert.

Morderen fortsatte tværs over Malmskillnadsgatan og videre mod øst ad David Bagares Gata, til den krydser Regeringsgatan. Her drejede han op ad denne gade mod nord.

Det er vidnefast – og det er den direkte rute til Christer Anderssons daværende bopæl.


[1] Jf. Lisa Röstlund og John Granlund: ”Jag skulle fixa det på en vecka”, Aftonbladet 10.2. 2013.

[2] Jf. Olle Minell: Nya bevis för mörkläggningen av polisspåret, Proletären, 27.2. 2013.

[3] Jf. Kjell Rynhag: 130 har erkänt Palme-mordet, Göteborgs-Posten, 21.2.2011.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *