Christer Andersson forsvarer sig
11. august, 1999
”Jeg tilhørte ikke Palmes fanklub”, fortalte Christer Andersson, da han anonymt blev interviewet af Aftonbladets Anders Johansson den 11.8. 1999. Interviewet var afslutningen på en længere artikel, og det lyder i sin fulde længde:
Anders Johansson
”– Politiet hævder, at du plejede at bevæge dig rundt i kvarteret ved Olof Palmes gade (= som på mordtidspunktet hed Tunnelgatan, PS)?
– Ja, herregud det var jo i city. Jeg boede jo i Vasastan. Det er vel intet mærkværdigt i at man går omkring dér. I hvert fald ikke når man bor der. Men herregud hvis det skal være på den måde er der vel flere hundred tusind, som er mistænkte.
– Men der er vel ikke flere hundred tusind som har licens til en Magnum?
– Nej, nej, men at gå rundt der. Man må vel gå på gaden. Sveavägen er jo den største gade i byen. Må man ikke gå på den?
– Regnede du med at politiet ville høre fra sig, da Holmér begyndte at fremvise Magnumrevolvere?
– Ja, for fanden. Jeg sad bare og ventede. Jeg tog det som en selvfølge eftersom jeg boede inde i byen. Jeg tænkte, at de sikkert gør det systematisk og begynder med alle inde i centrum, siden tager de alle ude i forstæderne og derefter resten af landet.
Victor Gunnarsson var sagens første hovedmistænkte.
– Men de hævder jo, at du er blevet indkaldt og har fået rykkere, og at du alligevel har været ligeglad med at møde op for at få våbnet prøveskudt?
– Det var efter de mislykkedes med at få sat Christer Pettersson fast, man så hvordan det gik til. De begyndte jo med den dér Gunnarsson, han sad jo længe inden anklageren slap ham fri. Der var nogen, som havde udpeget ham, men det viste sig, at politiet havde vist vidnet et fotografi først og dermed udpeget ham. Og til Lisbeth Palme sagde de på forhånd, at det var en landstryger eller omstrejfer og vist hende en video til hun var sikker på, at det var ham. Jeg troede ikke, politiet måtte arbejde sådan. De var ude efter at sætte nogen fast.
– Men hvorfor kom du ikke ind og fik våbnet prøveskudt så du slap for at være mistænkt?
– Af den anledning at jeg var sidst. De havde jo forbrugt Christer Pettersson. Og har de opbrugt Christer Pettersson har de også opbrugt Lisbeth Palme. Så jeg stolede faktisk ikke på politiet.
Christer Andersson stolede ikke på politiet.
– Men politiet ville jo før eller siden finde ud af, at du havde skaffet dig af med våbnet illegalt?
– Nej, jeg troede jo først, at de ikke var interesserede, eftersom de ikke havde gjort noget i mange år. Var de kommet dagen efter, måneden efter, året efter, havde jeg stadig haft det. Det sagde jeg også til dem under afhøringen.
– Fik du lov at beholde [våben]licenserne efter du havde solgt magnumrevolveren illegalt?
– Ja, de ville tage mine licenser for de andre våben, men der var kommet en ny våbenlov, så det var faktisk blevet forældet. De sagde, at det var et groft brud på våbenloven og jeg var faktisk indstillet på at skulle sættes fast for det. Men det løb ud i sandet på en eller anden måde hos anklagerne. Jeg sad bare og ventede på, at de skulle føre mig til arresten.
– Tror du, at mordet vil blive opklaret?
– Nej, jeg tror det er kølet ned. Der skal jo findes en beviskæde med forskellige led. Dels Palmes krop, dels kuglen, dels mordvåbnet og dels gerningsmanden. I dommen i landsretten slog de jo ned på, at der manglede tekniske beviser. Kommer de ikke frem med nogle sådanne er det sikkert kørt. Og man kan jo ikke så godt anvende øjenvidner efter 13 år. Det har været en eneste stor hønsegård straks fra første begyndelse.
– Hvem tror du skød Olof Palme?
– Jeg tror ikke at de behøver at gå så langt udenfor politigåden, faktisk. Men jeg har ingen beviser.
– Hvor er din revolver netop nu, den du solgte?
– Det ved jeg faktisk ikke.
– Køberen sagde aldrig, hvad han skulle bruge den til?
– Nej, jeg tror, han ville have den til at føre sig frem med, ikke for at anvende den.
– Så du fortrød, at du havde solgt den?
– Jeg fortrød som fanden, naturligvis. Men jeg havde jo været ret meget bagud med huslejen i flere måneder, fået rykkerskrivelser, så jeg regnede med at blive væltet omkuld. Jeg behøvede hurtige stakater (= ’penge’).
– Var det gæld for aktier?
– Ved du hvad leverage er? Det indebærer, at du har en aktiepost. Du belåner den, får penge og køber nye [aktier]. Det er en topforretning så længe kurserne går op. Men når proppen går ud, er det ikke lige netop toppen. Så finansielt set havnede jeg på skideren.
– Passer det, at du var på et konditori tæt ved mordstedet på tiårsdagen [for mordet]?
– Det ved jeg ikke. Jeg fører ikke dagbog. Jeg er ikke gået på café bare for at fejre tiårsdagen for mordet, det har jeg ikke gjort.
– Hvad lavede du på mordnatten?
– Jeg var hjemme. Det var jo for fanden midt om natten, jeg lå og sov.
Ragner Skanaker
– Kammerater i skytteklubben har sagt, at du er en glimrende skytte?
– Det kommer vel an på, hvem man sammenligner med. Sammenlignet med Skanåker (= vandt bl.a. olympisk guld i München i 1972, PS) er man ikke større end en tomme. Men jeg var på rimelig klubstandard. Men herregud, at ramme en helfigur på et par meters afstand kan jo selv en blindebuk gøre.
– Tilbage til Sveavägen. Du synes, at den der gjorde det, var en amatør?
– Jeg ved ikke hvordan han bar sig ad med at misse Lisbeth Palme. Måske sigtede han ikke på hende. Han blev måske nervøs.
– I efterforskningen hedder det, at du skal have skudt mod Palme, mens han var i tv.
– Nej, det kan jeg dementere.
– Men du brød dig ikke rigtigt om ham?
– Næeh, jeg tilhørte vel ikke hans fanklub
– Var det dig, der skød Palme?
– Nej.”
Så vidt Christer Anderssons ’forsvarstale’. Den har flere svage punkter:
1. Han fortæller til Anders Johansson, at årsagen til våbensalget var, at han havde ”været bagud med huslejen i flere måneder, fået rykkerskrivelser, så jeg regnede med at blive væltet omkuld.”
Christer Anderssons bopæl på mordtidspunktet.
Det skulle være grunden til, at han solgte sin revolver – i efteråret 1992.
Udsagnet giver ingen mening.
Christer Andersson flyttede allerede fra Hälsingegatan den 18. august 1987. [1] Derefter boede han dels i forældrenes sommerhus i Tungelsta, Västerhaninge, og dels på moderens adresse på Tornslingan 37 i samme område. Ja, og så havde han den falske adresse, som lå på Huggarvägen 9 i Västerhaninge, [2] men da adressen var fiktiv, var den også ganske gratis. Ingen husleje og dermed heller ingen ”rykkerskrivelser”.
Reelt boede han hos forældrene, men Olof og Astrid Andersson sendte næppe deres søn ”rykkerskrivelser”.
Paul Smith: Christer Andersson fortsatte med at anvende sin mors adresse som c/o-adresse efter hendes død. Andre har gjort det samme.
2. Da Anders Johansson forholder ham, at politiet siger, at han plejede at bevæge sig rundt i kvarteret, hvor mordet blev begået, siger han: ”Herregud, det var jo i city. Jeg boede jo i Vasastan.”
Udsagnet bør tages med at stort gran salt. Med lidt god vilje kan man sige, at de, der boede i Vasastans sydlige del (= Vasastan begynder i syd på Tegnérgatans nordlige fortov, PS) boede tæt på city. Men Helsingegatan 19 ligger et stykke fra city.
3. Endelig slipper han let, når det drejer sig om hans besøg på konditoriet på Sveavägen, som lå skråt overfor gerningsstedet mellem Tunnelgatan og Adolf Fredriks Kyrkogatan. Det findes ikke længere.
Konditoriet lå skråt overfor mordstedet.
Han besøgte ikke kun konditoriet på 10-års dagen for mordet. Han besøgte det også på 9-års dagen. Faktisk besøgte han det op til et par gange om ugen. [3]
Dette kunne være plausibelt, hvis han stadig boede i Hälsingegatan 19. En rask spadseretur på knap 25 minutter med sit favorit-konditori som mål og derefter hjem igen ad en lidt anden rute for afvekslingens skyld. Men siden august 1987 boede han godt 15 km. syd for Stockholm og måtte bruge offentlig transport for at komme ind til Centrum.
Enten serverede konditoriet en kaffe af helt usædvanlig kvalitet – eller også fik Christer Andersson et ’kick’, når han sad og ’fikade’, mens han stirrede over på det gadehjørne, hvor Olof Palme blev skudt.
Var han ’psykisk beslægtet’ med pyromanen, som (næsten) altid er blandt tilskuerne, når brandvæsnet slukker hans påsatte brand?
Palme kunne kun myrdes en gang. Tog hans morder derfor tit den lange vej til konditoriet for at sidde og ’sutte på sit erindringsbolche’?
[1] Jvf. telefonsamtale med Arkivgruppen, Skatteverket, Stockholm, 3.1. 2012.
[2] Jvf. telefonsamtale med Arkivgruppen, Skatteverket, den 27.2.12.
[3] Jvf. Granskningskommissionen, p. 959.