• Tweet

Lisbeth Palmes udpegning af Christer Pettersson

Mere end 100 personer, som før 2003 var dømt for grove forbrydelser, er siden blevet løsladt og frifundet på grund af især DNA-beviser. I mere end 75 pct. af tilfældene skyldtes justitsmordene fejlagtige vidne-identifikationer. [1] Pudsigt nok har det senere vist sig, at de vidner som tog fejl – det kunne senere konstateres ved at se på videofilmene fra konfrontationerne – ofte udtrykte sig med stor sikkerhed, når de udpegede en uskyldig.

Elisabeth Loftus

Oftest er det sådan, at vidner først opdager, at der er sket en forbrydelse, efter gerningsmanden har taget flugten. Her har vidne-psykologiens ’grand-old-woman’, Elisabeth Loftus, gjort den iagttagelse, at hvis der er våben indblandet i en forbrydelse, reduceres muligheden for, at et øjenvidne kan identificere personen, som holder våbnet. Det kaldes ’våben-fokus-effekten’: Vidnet koncentrerer sig om våbnet, fordi det er farligt, og har derfor mindre opmærksomhed rettet mod gerningsmandens ansigt. [2]

Det falder fint i tråd med, at først efter gerningsmanden er på vej bort, forstår Lisbeth Palme, at hendes mand er blevet skudt. Hun opdager da vidnet Anders B., og tror, at han er gerningsmanden.

Endelig viser undersøgelser, at vidner, som er følelsesmæssigt berørte, har en mere begrænset opmærksomhed og overser perifere detaljer. [3]

At Lisbeth Palme befandt sig under et voldsomt følelsesmæssigt pres lige efter mordet, er kun forståeligt. Det er også bevidnet af P.W. [4], som oplevede, at hun umiddelbart efter mordet ”fniste”, hvorfor han sagde til hende, at ”det her er vel ikke noget at fnise af.”

Lisbeth Palme var altså – grundet hele hendes følelsesmæssigt stressede situation – formentlig mordstedets dårligste vidne.

Fra vidnekonfrontationen ved vi, at Lisbeth Palme sagde, at man tydeligt så, ”hvem der var alkoholiker”. [5]

Desværre nægtede Lisbeth Palme at lade Christer Petterssons forsvarer være til stede. Derfor ved vi ikke, om Lisbeth Palme fik en bekræftelse på sit udsagn. Men formentlig fik hun det. Her fortæller vidnepsykologien, at de vidner, som bagefter får bekræftet, at de har udpeget den mistænkte, er langt mere overbevisende i retten end de vidner, der ikke får en sådan bekræftelse. [6]

Lisbeth Palme sammenligner mellem Christer Pettersson og to andre.

Lisbeth Palme gør også flere sammenligninger mellem Pettersson og to andre i rækken, nr. 9 og nr. 11, inden hun udelukker disse til fordel – eller ulempe – for Christer P. Her bør det bemærkes, at man indenfor vidnepsykologien har observeret, at vidner, som gør den slags sammenligninger – og ikke blot sikkert udpeger en bestemt i rækken – begår langt flere fejl og oftere udpeger en forkert. [7]

Dermed er det ikke slut. I visse politikredse laves en vidne-konfrontation på det tyndeste grundlag, mens man andre steder først gør det, når man har indicier mod en mistænkt som f.eks. tyvegods eller lignende. Dér hvor man laver en ’line-up’ ved den mindste anledning, sker der ni gange så mange fejlagtige udpegninger, som i de mere seriøse politikredse. [8]

Da Christer Pettersson blev linet op, var der slet ingen indicier.