Netflix, Stig Engström og Palmemordet
Netflix udsender en film om Palmemordet, hvor Skandiamanden Stig Engström udpeges som Palmes morder. Det meddelte streaming-kanalen på sin hjemmeside den 3. december, 2020.
af Paul Smith, historiker & forfatter
Presse-meddelelsen fra Netflix smører tykt på de faktiske omstændigheder:
“Hvordan kunne politiet lade ham slippe væk på trods af, at de var på sporet af ham?
Mordet var ikke velplanlagt og Engström gjorde alt forkert fra starten.
Samtidigt troede næsten ingen på hans løgne om, hvad han faktisk lavede den skæbnesvangre nat i Stockholm tilbage i 1996.”
Tre graverende fejl i ovenstående:
1) Politiet var ikke på sporet af ham. Det var den første efterforskningsleder, politimester Hans Holmér.
Lars Jeppsson.
Han undrede sig over, hvorfor vidnet Lars Jeppsson opholdt i Luntmakargatan lige bag Skandiahuset samtidig med, at Stig Engström befandt sig samme sted.
Holmér havde opdaget, at Engström engang havde deltaget i en avis-enquete, som spurgte: “Hvor meget mand er du?”.
Svaret var, at han også havde “kvindelige sider”.
I Holmérs sælsomme fantasi tydede det på, at de to havde aftalt at dyrke bøsse-sex (i 6 graders kulde!), men at mordet forhindrede dem i deres forehavende!
Derfor troede Hans Holmer ikke på, at Lars Jeppsson var fulgt efter gerningsmanden, sådan som han beviseligt gjorde.
Altså skulle Jeppsson afvises som vidne af Holmer, og den 2. september indkaldes han til et ‘hårdt forhør’.
Bagefter kan det konstateres, at han siger nøjagtig det samme, som han tidligere har sagt. Han taler sandt.
Men nu lægger Netflix sig vimsende i halen på Hans Holmér.
Det kan blive småt for enhver.
2) Det “velplanlagte mord”…
Nej mordet var ikke velplanlagt.
Det blev planlagt ved 21-tiden, da Palmehaderen Christer Andersson tilfældigvis så Palme udenfor biografen Grand, mens Christer A. var på vej ad Sveavägen fra Svea Konditori, Sveavägen 33.
Der var nemlig en fejl i avisannoncen.
Den oplyste, at filmen ‘Brødrene Mozart’ begyndte kl. 21:00, mens den først begyndte kl. 21:15.
Derfor gik familien Palme ud på fortovet som så mange andre biografgængere.
En fejl i en annonce kostede Olof Palme hans liv.
Grand Bio.
Christer Andersson mente, at Palme var skyld i, at han gik konkurs samme morgen.
Derfor vendte han tilbage ved 22.45-tiden, fulgte efter Palmeparret og myrdede Olof Palme.
Altså kunne Engström ikke “gøre noget forkert”:
Han stod ca. 15 meter nord for mordstedet, da Palme blev dræbt.
3) “Samtidigt troede næsten ingen på hans løgne om, hvad han faktisk lavede den skæbnesvangre nat…”
Denne konklusion bygger på, at Lisbeth Palme ikke huskede Skandiamanden.
Professor Elisabeth Loftus:
Lisbeth Palme var mordstedets dårligste vidne, jf. vidnepsykologiens Grand old Woman, Elisabeth Loftus, professor ved Harvard University.
Elisabeth Loftus.
Elisabeth Loftus’ forskning dokumenterer, at de vidner, som er mest berørte ved en voldsforbrydelse, er sagens dårligste vidner.
De er alt for påvirkede af forbrydelsen.
Denne helt banale og forståelige konklusion flyver helt henover Netflix’ og Thomas Pettersson hoveder, selvom hendes sindstilstand er bekræftet af f. eks. vidnet Per Wallin:
Per Wallin.
“… inden der begynder at komme flere og flere til, er der jo Lisbeth [Palme, PS], en kvinde jeg oplevede som fnisende.
Jeg sagde til hende, at ‘det her er vel ikke noget at fnise af’, og så var det, at hun så en smule stødt på mig.”
[Jf.: PROTOKOL III:2, RIKSKRIMINALEN, p. 426].
Ifølge såvel Netflix som Thomas Pettersson er følgende fuldstændig normalt:
‘Dokumentaristen’ Thomas Pettersson.
1) En kvinde, som netop har oplevet, at hendes mand er blevet skudt hovedet og er døende og at blodet løber ud af hans næse og mund – og hvor kvinden desuden appellerer til alle om at skaffe en ambulance – er mordpladsens mest afslappede vidne.
2) Hvis hun tænker på noget, er det alene tanker i retning af følgende:
“Ærgerligt at hans frakke bliver smudset til i snesjappet. Nu skal den sendes til rensning. ØV!”.
Stig Engströms briller udråbes som ‘et tungt bevis’ i historien.
Engström havde et par briller, som svarede til dem, som morderen også havde på – i det mindste under en del af forløbet forinden, jf. en del vidners beskrivelser.
Men Palmehaderen, den fallerede børsspekulant Christer Andersson, gik også med den slags briller på mordtidspunktet.
I 1991 – altså inden efterforskerne opdagede hans eksistens – gennemgik han en øjenoperation, og anvendte ikke briller siden.
Stig Engström.
Christer Andersson 3 år før mordet. Billedet er fremskaffet af den hollandske forfatter Marc Pennartz.
Men han havde andet end briller.
I sit våbenskab i lejligheden på Helsinge Gatan 19 havde han en Smith & Wesson .357 Magnum revolver, altså den type revolver, som dræbte den svenske statsmininister.
Revolverens serienummer er 61 575 X.
Måske er det den revolver, som magnetdykkeren Paul D’arcy fiskede op af Bällsta Å vest for stockholm den 20. august 2021.
Stig Engström havde hverken våbenskab eller en revolver.
Christer Anderssons Magnum revolver blev overset af politiet, fordi han også ejede en Hämmerli pistol kaliber .38.
Da de to våben blev registreret, kom kontoristen til at ombytte serie-numrene på de to skydevåben.
Christer Anderssons revolver blev fejlagtigt registreret som en kaliber .38, og mordvåbnet var en kaliber .357.
Palme-efterforskerne opdagede ham først, efter kriminalkommissær Jan Olsson og politiets profilekspert, dr.med. i psykiatri, Ulf Åsgård, havde færdiggjort deres psykologiske gerningsmandsprofil.
Jan Olsson
Her anbefalede de efterforskerne, at undersøge folk som boede nær mordstedet og kom i en skytteklub. Christer Andersson var medlem af Akademisk Pistolskytteklub.
Christer Anderssons Palme-had er vidnefast.
Hans lillebror kom til at afsløre det i en politiafhøring:
Christer Andersson skød sit TV i stykker, mens Palme var på skærmen.
Christer Anderssons motiv: penge
Dagen før Olof Palme blev myrdet, annoncerede regeringen, at beskatningen af aktiehandel skulle fordobles, og samme morgen, som Palme blev myrdet om aftenen, var aktierne generelt faldet med over 10 procent.
Dette var en katastrofe for Christer A., da han havde kørt et aktie-belåningscirkus, siden han i 1980 vandt godt en million kroner i spil på travbanen i Solvalla.
Millionen var vokset og blevet 2-cifret. Nu var han teknisk set gået konkurs.
Opsøgte sin mor på morddagen
I et politiforhør den 17. januar 1995 fortæller Christer Anderssons mor, at sønnen opsøgte hende den dag Palme blev myrdet.
Hun siger til politirapporten:
“… det var i forbindelse med, at Palme skulle foretage en skatteomlægning/justering, som eventuelt havde med beskatning af realisationsgevinster ved salg af boliger eller lignende.”
Læste finansnyheder på ‘Svea Konditori’
Skråt overfor mordstedet i krydset Tunnelgatan – Sveavägen lå ‘Svea Konditori’.
Her lå alle landsaviserne fremme som service for gæsterne, og da politiet næste dag gik ud med mordvidnernes beskrivelse af gerningsmanden, kontaktede ejeren, som rent faktisk hed Svea til fornavn, politiet med en oplysning om, at en mand, der svarede til beskrivelsen, havde siddet i flere timer på hendes konditori på Sveavägen nr. 33..
Men oplysningen forsvandt i første omgang i den store tipsbunke, og da politiet senere opdagede hendes eksistens, blev hun indkaldt til et ‘line-up’, hvor blandingsmisbrugeren Christer Pettersson stod i rækken: Kunne hun udpege ham?
– Nej, sagde hun sikkert, og hun gled atter over i glemslen.
Kriminalinspektør Lennart Gustafsson opdager Fru Svea
Efter kriminalinspektør Lennart Gustavsson, havde haft Christer Andersson i forhør, opdagede han ligheden mellem hans udseende og oplysningen fra vidnet på Svea Konditori.
Kriminalinspektør Lennart Gustafsson.
Den 13. marts 1996 blev hun afhørt på konditoriet, hvor hun fik forevist tre fotos af Christer Anderson i forskellige positioner:
“Hun ser på billederne, og efter cirka 10 sekunder siger med stor sikkerhed, at hun igenkender manden som værende kunde på Svea Konditori.
Hun kender ham ikke, men han kommer regelmæssigt (…) såsom en alternativt to gange om ugen. (…)
Han bliver ofte siddende i 30-40 minutter.
Hun genkender hans tøj på billedet og genkender specielt frakken.”
Politiets foto af Christer Andersson.
Christer Anderssons selvmord:
Natten til den 13. august kl. 3:04 2008 begik Christer Anderson selvmord.
Han skød sig med et Sako hunter jagtgevær i sin entre i lejligheden på Tornslingan i i Trångsund syd for Stockholm.
De sidste ord han hørte i sit liv:
“Luk døren op, det er politiet!”.
Morderens flugtvej:
Netflix og vrøvlemaskinen Thomas Pettersson påstår, at Stig Engström efter at have myrdet Palme slet ikke løb hen til Luntmakargatan og derefter tilbage til mordstedet.
I stedet løb han op ad trapperne til Regeringsgatan og forsvandt.
Stig Engströms påstande var blot ”snak og løgne”.
I stedet løb han en længere tur, inden han dukkede op på sin arbejdsplads i Skandiahuset efter midnat.
Netflix overser vidnerne Anki Robrandt & Gerry Samson:
Vrøvl: Morderens flugtvej er vidnefast helt op til krydset Rereringsgatan – Kammarkargatan:
Det er den BLÅ LINIE på KORTET.
Lad uret afgøre sagen:
Olof Palme blev myrdet kl. 23.21.30.
Skal man tage klokken alvorligt, burde Engström i så fald være vendt tilbage til mordstedet ad enten den røde rute eller den grønne rute oppe på Kammakargatan.
Det er VIDNEFAST, jf. Granskningskommissionen p. 881, at han drejede til venstre fra David Bagares Gata og løb videre nordpå ad Regeringsgatan.
Han løb han nemlig ind i Anki Robrandt og Gerry Samson, netop som han krydsede gadehjørnet.
Anki falder og råber skældsord efter ham, og han vender sig om. De taber ham af syne dér, hvor Regeringsgatan slår et lille knæk til venstre [SE KORTET].
Løbeturen fra mordstedet ad DEN BLÅ RUTE og op til hjørnet af Regeringsgatan – Kammarkargatan varer ca. 4:30 minutter.
Hvis det var Engström, som løb, drejer han til venstre ad Kammarkargatan kl. ca. 23.26:00:
DEN RØDE RUTE PÅ KORTET.
Efter Engström er drejet ind på Kammarkargatan, behøver han ikke længere at løbe. Det vækker opmærksomhed, og ingen vidner har set ‘en løbende mand’ .
Fra Kammarkargatan drejer han atter sydpå ad enten DEN GRØNNE RUTE eller DEN RØDE RUTE for at komme tilbage til mordstedet. Det tager cirka 14. minutter at gå.
SAMMENLAGT: 18:30 MINUTTER – hvorefter han skulle have “blandet sig med mængden”.
Da er klokken 04:30.
Men det gjorde han ikke.
Han gik ind på sin arbejdsplads kl. 02:00. Det er bekræftet af portvagten.
Det er også bekræftet af hustruen, som han bagefter ringede til fra Skandiaahuset.
Klokken 00:20 ringede Engström til politiet fra Skandiahuset og meldte sig som vidne, jf. politirapporten.
Da er der ikke længere nogen vidner ”at blande sig med”.
På mordaftenen gik Anki Robrandt i byen sammen med sin ven Gary Samson og hun oplyser til efterforskerne kriminalkommissær Jan Olsson & profileksperten Ulf Åsgård:
Anki Robrandt skældte morderen ud
”Da morderen rundede hjørnet ved David Bagares Gata og Regeringsgatan, gik to personer foran ham og den ene af dem faldt, da gerningsmanden løb ind i hende.
Hun blev ophidset og råbte nogle skældsord efter ham.
Han svarede ikke, med fortsatte med at løbe og forsvandt ud af deres åsyn.”
Det fremgår af Gerningsmandsprofilen, jf. Granskningskommissionens Betænkning, p. 881:
Kvinden, Anki Robrandt, som han løb ind i, røg ned på knæ. Hun siger, at ”han var iført en mørk jakke”. [2]
Kan disse to vidner berette mere?
Ankis ven, Gerry Samson, som ikke faldt, kunde fortælle, at manden ”var kraftig” og var iført en ”mørk, mellemlang frakke”, hvor ”frakken ligesom havde mønstrede kvadrater”.
Samson mente, at manden var 35-40 år og ca.178-180 cm. høj.
Anki Robrandt beretter om morderens “hadefulde blik”
Nogle år senere blev Anki Robrandt interviewet til SVT 4 af kriminalredaktør Hasse Aro.
Her fortæller hun om sammenstødet med morderen:
Anki Robrandt:
“Jeg skal aldrig glemme hans hadefulde blik!“.
Derefter vendte han sig om og løb videre mod nord, indtil han forsvandt ud af deres åsyn.
Heldigt for ligskænderne på Netflix – og uheldigt for Anki Robrandt – lever hun ikke mere.
Men det gør SVT 4 og Hasse Aro.
[1] Jf. Olsson & Åsgårds Gerningsmandsprofil, her citeret fra Granskningskommissionens Betænkning, p. 881.
[2] Jf. Olsson & Åsgårds Gerningsmandsprofil, den engelske udgave p. 71 & 146.