Paul Smith om ”Sveriges kulturelle sejr”:
”Palme-efterforskningen blev et nationalt nederlag, men en kulturel sejr, for dermed blev også Sverige en tragisk nation”, skrev Asle Toje i Weekendavisen nr. 30, 2017.
Asle Toje
Jeg kan fuldt tilslutte mig det første, men finder, at begrebsrealismen løber af med Asle Toje i sætningens andet led: En kulturel sejr? En tragisk nation?
Er det en sejr, at flere udmærkede krimiforfattere som f.eks. Leif GW Persson eller Arne Dahl rammes af Stockholms-syndromet version 2.0.? Dvs. at mord på toppolitikere (= Olof Palme) altid skyldes en konspiration?
Statistikken siger noget andet, jf. sociologiprofessor James W. Clarke, som har skrevet bøger om emnet og derfor er konsulent for US Secret Service.
Vedr. Palmemordet oplyser FBI’s eksperter, at det næppe blev begået af en professionel. Argumenterne:
1) En professionel vil anvende en pistol med lyddæmper og ikke en larmende kaliber 0.357 revolver, som straks tilkaldte sig et dusin vidners opmærksomhed.
En 0.357 revolver laver en fandens larm!
2) En professionel ville ikke nøjes med at affyre et enkelt skud mod kroppen, men altid afslutte med flere hovedskud.
3) Bagefter affyrer morderen et skud mod Lisbeth Palme. Det strejfer hendes ryg. Hun ser mod ham og råber: ”Vad gör ni?”. Morderen ved altså, at vidnet lever i bedste velgående, men forsvinder alligevel. Professionelt?
BOPA eller de jyske likvideringsgrupper afsluttede altid med hovedskud. Holger Danske lærte det, efter flere stikkere havde overlevet 2-3 skud mod kroppen.
Getsapo-stikkeren Gunnar Siim blev dræbt med et hovedskud af modstandsmanden Einar Sørensen, mens orkestret spillede på Hotel Hattenæs ved Silkeborg
Men prøv at fortæl det til f.eks. ’politiprofessor’ Leif GW Persson. Han vil måske snakke om de walkie-talkie bærende mænd, som blev set på mordaftenen.
Ja, dem kunne man af og til se en fredag aften i Stockholm, hvor de holdt øvelse og gav deres oplysninger om narkohandel videre til en narkobetjent.
At en professionel ville have vidst, at Palme aldrig havde livvagter, når han var i Stockholm og havde fri, interesserer dem ikke. Palme var ellers let at myrde. Man kunne f.eks. ringe på hans dør, sådan som Flammen gjorde det ved sine første to likvideringer. Hvorfor opmærksomhedsskabende walkie-talkier?
Det var åbenlyst, at Palme var på vej hjem, og de mørke gyder i Gamla Stan var som skabte til snigmord fremfor det fuldt oplyste Sveavägen.
Dermed er det ikke slut.
Gamla Stans mørke stræder og gyder er som skabte til snigmord. En professionel havde udført mordet dér.
I 1999 kunne svenskerne i Aftonbladet læse om en sandsynlig morder, som levede op til de tre ’M’-ord i en mordefterforskning:
1) Motiv (= Palmehad), 2) Mulighed (= boede i nærheden og havde intet alibi) og 3) Mordvåben = Han ejede en revolver af samme type som mordvåbnet. Den eftersøges fortsat.
Denne mand har kun to svenske medier – Aftonbladet & TV4 – interesseret sig seriøst for. I 2008 begik han selvmord, da politiet ringede på.
Hvis Leif GW og kollegers opvisning i åndelig dovenskab skulle være en ”kulturel sejr”, må svenskerne hellere end gerne beholde sejren for sig selv.
Weekendavisen nr. 31, 2017