Genudsendelsen af Godfather – og Palmes morder

Af Paul Smith

THE GODFATHER, from left: Al Pacino, Sterling Hayden og Al Lettieri, 1972.

I juledagene 2018 genudsendte DR-Tv Francis Ford Coppolas filmtrilogi Godfather, og vi kunne i den første film gense Michael Corleones skuddrab på den konkurrerende gangsterboss Virgil ”The Turk” Sollozzo samt den korrupte irsk-amerikanske politikaptajn Mark McCluskey.

Mordene sker på den italienske restaurant ’Hos Louis’ i Bronx.

Før mødet er Michael Corleone blevet kropsvisiteret, men hans folk var smarte: De havde fået en kortløbet revolver gemt bag cisternen på herretoilettet.

Under måltidet henter Michael revolveren og skyder Virgil Sollozzo og McCluskey inde i restauranten.

“To hovedskud til hver…”

Inden han gik til mødet, fik han indskærpet, at han skulle dræbe dem ”med to hovedskud til hver.”

Filmens drejebog er skrevet af Mario Puzo og Francis Ford Coppola.

Med deres syd-italienske kultur-baggrund vidste de, hvordan man sikrest dræber en fjende.

Olof Palme blev dræbt af et enkelt skud mod kroppen, og det kunne lige så vel være gået lige igennem ham uden at skade mere, end et længere hospitalsophold kunne klare.

Overlevede han, kunne han tænke lige så klart som før, og ved næste rigsdagsvalg ville han formentlig overgå Per Albin Hanssons resultat på næsten 54 pct. af stemmerne i 1940. Han kunne fortsætte som statsminister. Spildt arbejde.

Et professionelt strejfskud?

Derefter forsøgte morderen at dræbe Lisbeth Palme. Resultatet blev et strejfskud henover ryggen. Professionelt?

Alligevel fastholder konspirations-demagogerne, at Palme var offer for en professionel konspiration – ofte med indslag af udenlandske efterretningstjenester. Somme tider CIA, somme tider KGB, somme tider sydafrikanske BOSS.

Uanset hvem, der peges på, er det en grov fornærmelse mod de pågældende institutioner.

Det er, hvad det er – men konspirations-tilhængerne bakkes op af hovedparten af hovedstads-pressen i såvel Sverige som Danmark.

Kun Aftonbladet skiller sig ud fra den gråmelerede konspirations-grød.

Skyldes det, at konspirations-tosserier sælger flere aviser end kolde fakta?

Follow the money!