4. Køkkengerning på Alsgades skole

af Karen Smith

Søndermarken1933

Søndermarken 1933. Karen og lillebror Paul med veninden Grethe Olsen (vistnok) i midten. Knud og Kristine Møller sidder i græsset.

Min mor var født og opvokset på landet, hvor hun som den ældste af fem altid skulle passe de mindre søskende. Derfor var hun nu af den opfattelse, at hendes to børn, min yngre bror og jeg, skulle være børn så længe som muligt. Og det var vi så.

I praksis betød det, at hun aldrig tillod, at vi rørte en finger, hverken i stuerne eller køkkenet. En ordning der passede min bror og jeg aldeles glimrende. Vi blev højest sendt i byen, hvilket altid gav anledning til lange skænderier mellem min bror og jeg, inden den ene af os surmulende forsvandt ned til bageren efter et halvt mørkt rugbrød.

– Altid et sidebrød, kundgjorde min mor. Men bortset fra byærinderne tror jeg højest, jeg har taget en opvask et par gange i hele min barndom.

Gasblus

Gasblus

Da jeg nåede så vidt i skolen, at vi fik “køkkengerning”, havde jeg altså kun ringe ballast med hjemmefra. Og sikke en betegnelse, “køkkengerning”, den klinger næsten af bøgeløv, Grundtvig og højskolesommerpiger. Jeg kunne ikke udstå “køkkengerning”, antagelig fordi jeg var så umulig i faget, at jeg i den første time ikke en gang kunne tænde for gassen.

Min manglende kunnen i faget, fik køkkengernings-lærerinden, den spidsnæsede frøken Lorentzen fra Alsgades skole til at tro, at jeg simpelthen var dum. Så dum at hun totalt opgav at forsøge at lære mig håndteringen. Til sidst nægtede hun Gud hjælpe mig at lade mig følge undervisningen, hvilket passede mig glimrende.

Siden min forvisning fra gryderne og baljerne og gasapparaterne tilbragte jeg samtlige køkkengerningstimer siddende på forhøjningen i ensom majestæt. Klassens øvrige elever sad kun på forhøjningen, når frk. Lorentzen skulle forklare et eller andet teoretisk. En dag fik vi besøg af den tilsynsforende. Efter en tid får den tilsynsførende dame øje på mig udstødte.

– Hvorfor sidder den elev dér oppe på forhøjningen? spørger hun med høj og kraftig røst køkkenlærerinden.

Skolekøkken1936

Skolekøkken 1936 – men ikke fra Alsgades skole.

Køkkenlærerinden, der vel har skammet sig over mig, hviskede et eller andet til svar. Pinlig tavshed. Alle mine grydeslevssvingende kammerater havde lagt redskaberne fra sig, af bar nysgerrighed vel sagtens.

– Er det viljen, der mangler? råbte den tilsynsførende.

 – Næh – kom det omsider fra køkkenlærerinden – det er evnerne!

Den bemærkning tilgav jeg hende aldrig. I forvejen kunne jeg ikke fordrage hende, men det her var dog lige skrapt nok. Havde hun beskyldt mig for manglende vilje, havde det ikke raget mig en fjer. Det havde snarere gjort mig stolt og vigtig. Men at hun vovede at beskylde mig, der kunne læse flydende, inden jeg kom i skole, for at være dum! Den stod jeg ikke model til.

Heldigvis fik jeg senere en slags hævn over hende. Nemlig til eksamen, hvor hun var censor i regning. Efter at have fulgt min opvisning i regnekunsten, hvorunder jeg altså må have klaret mig helt pænt, for ikke ligefrem at påstå at jeg havde brilleret, kommer “madammen”, som jeg altid kaldte hende for mig selv, hen til mig og siger let syrligt, men hun sagde det dog: – Gud kan du regne?

Jeg håber, og jeg mener også, at jeg målte hende lidt op og ned, inden jeg svarede: – Fordi man ikke kan koge et æg uden at skallen revner, er der jo ikke noget i vejen for, at man kan være et regnetalent!

Efter affyringen af denne salut snurrede jeg om på hælen af de nykridtede med T-remmen og forsvandt ud af døren med knejsende nakke. Sådan skulle den slags ha’ det!

(Fortsættes)

Leave a Reply

Your email address will not be published.