5. På de bonede gulve

 af Karen Smith

matador_300x200

Scene fra 3. afsnit af Matador.

Min mor herskede som sagt suverænt over stuerne og køkkenet i Istedgade 73, 2.sal t.v. Da min første episode “Skiftedag” i MATADOR, havde været sendt i fjernsynet, husker jeg tydeligt, at TV-anmelderen hr. Jesper Langballe skrev i Jyllands-Posten:

“Denne tredie episode var skrevet af Karen Smith. En helt forkert disposition. Man mærkede tydeligt, at hun aldrig har bevæget sig på bonede gulve”!!

Heri havde den Kierkegaardske spidsborger delvis ret, men altså også kun delvis. For jeg havde skam både bevæget mig og svinget mig i dansen såvel som taget den i glidefart henad parketgulvene ved min barndoms juletræsfester i Klerkegade, Odd Fellow Palæet og i Idrætshuset.

JesperLangballe

Jesper Langballe.

Der var også parketgulv i Sommers Selskabslokaler, hvor min mor tvang min bror og mig til at gå til dans.

“For det gav sådan en pæn holdning”, slog hun altid fast.

Men bortset fra de omtalte lokaler, kan Jyllands-Posten spidsborgerlige anmelder da godt have lidt ret i, at jeg ikke har bevæget mig på overvældende mange bonede gulve i min barndom. Men kun heri har han muligvis ret.

Nok har jeg ikke bevæget mig på særlig mange bonede, til gengæld har jeg så bevæget mig på nogle andre. Nemlig de ferniserede!

Gulvlak

Skulle man træde varsomt på de ny-bonede for ikke at falde, skulle man sandelig også træde varsomt på de ny-ferniserede for ikke at hænge fast. Vores gulve i Istedgade skinnede altid, så man kunne spejle sig i dem. Min mors rengøringsmani fik hende til at fernisere vore gulve cirka hver fjortende dag, så jeg ved, hvad jeg taler om, for her er jeg på hjemmebane.

Ingen lak og fernis – hurtigt- eller langsomttørrende – var min mor fremmed. Så var min barndoms gang muligvis ikke “en let gang på jorden” som hos Agnes Henningsen, var den i stedet “en let gang på brædderne”.

Brædderne var alle dem min mor kunne få fingre i. Strygebrætter, bordplader og hvad ved jeg blev lagt ud over alle gulvene som beskyttelse inden lakken eller fernisen blev helt tør. Af og til brugte hun vist nok både fernis og lak. Vi – de øvrige familiemedlemmer – fik efterhånden en vis øvelse i at balancere på brædderne.

Men Bevares. Jeg forstår da udmærket, hvad Jyllands-Postens førende spidsborger udi anmelderiet mente med sin bemærkning.

Han er åbenbart så dum-snobbet, at han tror, at fordi man bor i Istedgade, spiser man med fingrene og taler med mad i munden.

(Fortsættes)

Leave a Reply

Your email address will not be published.