12. Blomsterbedet i Frederiksberg Have

af Karen Smith

indgang-til-frederiksberg-have

Når bedet lyste og strålede i blåt, hvidt og gult engang i april, tog min mor sit bedste forårstøj ud af mølposen og spadserede hen for at beundre vidunderet.

Min mors bed var et ganske bestemt et. Strengt taget var det ikke rigtigt at kalde det et bed. At beskylde plænen ved Frederiksberg Haves hovedindgang for bare at være et bed må være noget af en underdrivelse. Men det gjorde min mor konsekvent.

Jeg var altid med på min mors årlige udflugt, der næsten havde karakter af pilgrimsfærd. Når vi nåede ind i haven, listede vi omtrent på tæerne helt hen til bedet. Min mor med et næsten andagtsfuldt udtryk i ansigtet. Når vi ikke kunne komme nærmere uden at betræde græsset og alle forårsblomsterne, stod vi længe stille og betragtede farveorgiet. Selv beundringskommentarerne, der var de samme hvert år, blev fremsat med dæmpede stemmer. Når det første overvældende indtryk havde sat sig en smule, vandrede vi i langsomt og adstadigt tempo rundt om hele bedet og beundrede det fra alle vinkler. Efter rundturen stod vi igen længe stille henne ved udgangspunktet. Som om vi aldrig skulle se det smukke syn igen. Min mor sukkede højt, når vi gik. Bedet lignede en nipsenålepude i overstørrelse. Tæt besat med gule, hvide og blå hoveder på grønne nåle og grøn bund.

Bagefter tog vi resten af haven.

Indtil min bror blev omkring de ti, var han med. Siden har han vel fået andre interesser. Måske var han med min far til fodbold. Far dyrkede fodbolden passivt, indtil trav- og galopsæsonen satte ind.

I stedet havde vi af og til fru Hansen fra fjerde med. Og på de dage var jeg i selskab med hele to hatte- og handskeklædte damer i lyse frakker. Fru Hansens hed en Heptonette, sagde hun. Min var omsyet. Mine fastres frakker var kåber eller overstykker.

Frederiksberg Alle 42

Tivolikonditoriet, Frederiksberg Allé 42.

På hjemvejen flottede vi os med flødekager fra Tivolikonditoriet på Frederiksberg Allé. Ellers købte vi altid kager i Istedgade hos den bager, vi kaldte for “den normale”.

Ved det efterfølgende kaffebord, snakkede vi meget om bedet.

(fortsættes)

Leave a Reply

Your email address will not be published.