Kristeligt Dagblad

Dybt nede i Palme-arkiverne

17.  juli  2012.

Af LOTTE KIRKEBY HANSEN

Det er almindeligt kendt, at efterforskningen af mordet på Sveriges tidligere statsminister Olof Palme lod meget tilbage at ønske. 
Sjusket politiarbejde, lidet sandsynlige konspirationsteorier og en tilfældig syndebuk i skikkelse af en ensom misbruger ved navn Christer Pettersson skabte et væld af blinde vinkler hos det svenske politi.

Men hvis man skal tro Paul Smith, havde politiet allerede tidligt fingre i den formodede morder. Man fik ham dog aldrig fældet.

Paul Smith er journalist, cand. mag. i historie og filosofi og var i mere end to årtier politikeren og entertaineren Jacob Haugaards spindoktor.
De seneste mange år har han desuden beskæftiget sig med Olof Palmes mord, og i sin nye bog afdækker han, hvem politiets hovedmistænkte var i 1995, da alle andre spor var endt blindt. 
Politi, gamle vidneudsagn og nye anonyme kilder, ikke mindst i skikkelse af “den svenske stemme”, der selv kontakter Paul Smith, da hans forrige bog, ” Mordet på Olof Palme”, udkommer, har hjulpet ham på sporet af den formodede morder, Christer Andersson, der i 2008 tog sit eget liv – hvorefter politiet begik endnu en af de fatale fodfejl, der har præget hele efterforskningen. 
Der var nemlig ingen blandt det ordenspoliti, der ryddede op efter selvmordet, der anede, at Christer Andersson havde været politiets hovedmistænkte, fordi hans navn havde været hemmeligstemplet. 
Og hans lejlighed blev derfor tømt – og eventuelle beviser ødelagt – inden Palme-efterforskerne så meget som hørte om hans selvmord.

Den undersøgelseskommission, der blev nedsat efter mordet på Palme, konkluderer i sin betænkning, at Christer Andersson, som det nu er lykkedes Paul Smith at identificere, var sagens mest interessante spor. 
Han havde både motiv og våben, men der blev af en eller anden grund aldrig prøveskudt med lige præcis hans våben. Var der blevet det, kunne det have fældet ham, konkluderer Paul Smith. Hvis han vel at mærke var morderen.

Noget af det stof, som Paul Smith fremlægger, vil være kendt for de mennesker, der har fulgt Palme-sagen tæt, mens andet vil være nyt, ikke mindst Christer Anderssons identitet og portræt. 
Paul Smith har et enormt overblik, detaljeringsgraden er stor, og man tvivler ikke et sekund på, at han kan sit stof. Sine steder bliver fremlæggelsen dog så omstændelig og objektiv, at det formidlingsmæssige halter, mens det andre steder er syngende subjektivt, som når han bruger Dostojevskijs ” Kældermennesket” som nøgle til at forstå Christer Anderssons barndom. 
Paul Smith er bedst, når han ikke hoverer. Stort set alle andre, der har beskæftiget sig med stoffet – fra efterforskningsleder Hans Holmér til forfatter Leif G. W. 
Persson – bliver pillet ned til sokkeholderne. Måske med rette. Men det kaster en besynderlig skygge af et personligt mellemværende over ” Palmes morder?”, og det er en skam. 
Der er næppe mange, der har kigget dybere i Palme-arkiverne end Paul Smith, men hans pegen fingre ad andre ender med at svække nogle af de pointer, han bringer til torvs i en efterforskning, der – måske, måske ikke – er uendelig.

Leave a Reply

Your email address will not be published.