Filmen Call Girl

Misbrug af Olof Palme nærmer sig nekrofili

”Filmen udspiller sig tidsmæssigt omkring valget i 1976. Den siddende statsminister er en socialdemokrat, som har en hel del ligheder med Olof Palme. Denne statsminister og den efterfølgende borgerlige statsminister køber i filmen sex af en mindreårig”, fortalte Göteborgs-Posten den 11. November 2012. Filmen, der refereres til, er Mikael Marcimains film Call girl, som har haft premiere. Olof Palmes søn Mårten har truet med en politianmeldelse for injurier mod en afdød. Den mulighed findes i Sverige.

Er sønnens trussel rimelig? Instruktøren forsvarer sig med sin ”kunstneriske frihed”, og at filmens statsminister er ”et billede på magten”. Men det kunne filmens statsminister også have været, hvis instruktøren havde ladet ham dække over sagen af andre grunde. F.eks. at mange toppolitikere og embedsmænd bagefter skyldte Palme en meget stor tjeneste. Dramaturgisk set havde det tilmed været bedre.

I det hele taget synes flosklen ”kunstnerisk frihed” at give uanede muligheder for historieløse filminstruktører. Når Palme-tilfældet vækker så stor opmærksomhed, skyldes det selvfølgelig personen Palme. Men tænk blot på den danske tv-serie Edderkoppen, hvor instruktøren Ole Christian Madsen også gav sig ”kunstnerisk frihed” til at bagvaske de to journalister fra Social-Demokraten, Anders B. Nørgaard og Poul Dalgaard, som i sin tid afslørede Edderkop-skandalen i Danmark efter 2. Verdenskrig.

Cavlingprisen

I tv-serien afslører de kun en lille flig af skandalen og lader sig derefter bestikke med en Cavling-pris og lidt billig portvin for at holde kæft med tv-seriens ’virkelige’ (men frit opfundne!) ’skandale’. ’Skandalens’ vidtløftige vås røbede, at instruktørens økonomiforståelse var hentet fra merkantilismens tidsalder – ikke kapitalismens.

Tænker instruktører aldrig over, at de løgne, som fremføres i ”historiske film”, efterhånden kan sætte sig i folkets bevidsthed som sandheder?

Det værste eksempel er filmen The Patriot, som tog sig den ”kunstneriske frihed” at lade engelske soldater optræde som Waffen SS og nedbrænde en kirke og hele dens menighed under den amerikanske uafhængighedskrig. Denne krig er velbeskrevet. Film-forbrydelsen har aldrig fundet sted.

Bordel-affæren

Hvad er filmen ’Call Girl’s historiske fakta? Følgende:

Mange toppolitikere – deriblandt den socialdemokratiske justitsminister Lennart Geijer – var indblandet i den såkaldte bordelsag, som startede på valgnatten i 1976. Men det var Olof Palme ikke.

I kriminalkommissær Jan Olsson og psykiater, Dr. med. Ulf Åsgårds hemmeligstemplede The Murder of Olof Palme. Crime Analysis and Offender Profile (1996) er der også et afsnit om Olof Palmes seksualliv. Det var ganske almindeligt. I modsætning til f.eks. Lennart Geijer ville Palme ville aldrig dyrke sex med en 14-årig, som der bl.a. var tale om i den konkrete sag. Filmens misbrug af Palme nærmer sig nekrofili.

Peter Bratt

At Palme senere dækkede over bordel-skandalen, er en anden sag. Det skal han klandres for. Det var lurvet, da han i Rigsdagen satte hele sin prestige ind på at svine journalisten Peter Bratts fra Dagens Nyheter til.

Olof Palme talte mod bedre vidende.

Det kan siges helt sikkert, fordi Olof Palme lige før valget i 1976 fik en fortrolig rapport om sagen fra rigspolitichefen Carl Persson.

Rapporten skyldtes, at bordelindehaveren Doris Hopp også havde tre polske piger i sin stald. Disse piger havde ikke alene kontakt til den polske militærattache. De havde også svenske militærfolk i kundekredsen samt en del toppolitikere fra alle politiske partier på nær Vänsterpartiet Kommunisterne. Derfor blev Palme orienteret.

Thorbjörn Fäldin

Da de borgerlige vandt valget, undlod Palme at registrere akterne. Han stoppede dem i en brun kuvert og overlod i de tre dokumenter til den nye statsminister Thorbjörn Fälldin, som også – i strid med reglerne – undlod at arkivere sagen.

Nu var prostitution ikke forbudt i Sverige dengang. Men det var kobleri. Derfor blev kun Doris Hopp dømt. Ikke hendes kunder. Men det burde nogle af dem have været, da Hopp også havde to mindreårige piger i sin stald. Den ene var fysisk set sent udviklet og lignede en 11-årig. Sex med mindreårige var også forbudt dengang.

Da pigen senere boede på Ulvsunde Ungdomshjem i Bromma, kunne pigens kontaktperson Tina Ahlman fortælle, at pigen fik et hysterisk anfald, da hun så Thorbjörn Fälldin i tv-nyhederne i forbindelse med valget i 1976. Hun smadrede tv-lokalet og råbte: ”Der er han for fanden, lorten!” – samt en masse andet. Hun fik lignende anfald, når andre ’samfundsstøtter’ viste sig på skærmen. Pigen kendte jo ikke kunderne af navn.

Senere blev Tina Ahlman utryg, da hun opdagede, at alle hendes notater om pigen forsvandt fra hendes interne sagsmappe.

Politimand skygget – af politiet!

Hun var ikke den eneste, som oplevede sære hændelser dengang.

Politiinspektør Ove Sjöstrand blev skygget, mens han arbejdede med sagen. Han noterede de forfølgende bilers numre og fandt ud af, at det var udlejningsbiler. Altså ringede han fra politigården til bilfirmaet for at høre, hvem der havde lejet bilerne. Det viste sig at være politiet. Hopp havde også kunder fra denne etat.

Når han talte i telefon, kunne ’Frøken Klokken’ pludselig høres. Telefonaflytning var ikke så avanceret dengang. Han fik også et anonymt opkald, som fortalte Sjöstrand, at ”man vidste hvor han boede, og hvor hans datter gik i skole.”

Han meldte opkaldet opad i systemet og fik politibeskyttelse. Så når Sjöstrand kørte til arbejde, blev han fulgt af to biler: Den der passede på ham, og den der skyggede ham. Chefen for sædelighedspolitiet bad ham også om at være bevæbnet, mens efterforskningen stod på.

Anklageren mente, at det ville være for svært at finde frem til pigen. Derfor burde Sjöstrand ikke bruge mere tid på dette: ”Vi har jo nok materiale til at få Hopp dømt.”

Det var det nu ikke så svært at finde pigen. Sjöstrand havde hendes fornavn, vidste at hun var anbragt på et ungdomshjem og endelig at hendes far var politimand. Sjöstrand var drevet af moralsk vrede, fordi han havde en datter på samme alder. Samt at Doris Hopp forsynede sine mindreårige prostituerede med narkotika.

Men pigen blev ikke afhørt i retten. Kun til politirapporten. Hendes lyst til at vidne svandt ind, da Doris Hopp ringede til hende på den ellers hemmelige adresse i Bromma og fortalte hende, at ”det før var sket, at piger var faldet over bord fra Ålandsfærgen.”

Og anklageren? Rygter sagde, at han også var indblandet. I hvert fald sygemeldte han sig, da sagen skulle for retten, men blev rask igen, da det hele var overstået.

Pigen (og hendes jævnaldrende kusine) var kommet i kontakt med Dorris Hopp efter pigens forældres skilsmisse.

Det skete via radio- og tv-journalisten Sigvard Hammer, som senere sendte pigerne videre til Hopps bordel. Siden fik han Den store Journalistpris – Sveriges svar på Cavlingprisen. Det var dog for noget andet. Ikke for sex med mindreårige.

Hans Holmér

Hans Holmér var Säpo-chef i maj 1978, da Peter Bratts artikel om bordel-sagen stod på forsiden af Dagens Nyheter. Han satte straks hele sin autoritet ind på at dementere historien: ”Det er noget forvrøvlet pis!”

Det var ikke første gang, han gjorde socialdemokratiet en vennetjeneste.

Tre år tidligere fik den socialdemokratiske hospitalsledelse i Göteborg en spion ansat indenfor sygehusvæsenet. Han skulle registrere de ansattes politiske anskuelser.

Da sagen eksploderede, var Holmér også chef for Säpo. Han kunne hurtigt konkludere – uden at undersøge ret meget – at visse ansatte ved sygehusvæsnet havde kontakter til Rote Armé Fraktion, de japanske Røde Brigader, IRA, PFLP samt terroristen Sjakalen – også kendt som Carlos.

Den hoppede medierne på – i første omgang. Men ikke rigsdagens ’Beton-mormor’, som Moderata Samlingspartiets Astrid Kristiansson blev kaldt. Hun sagde til alle, der gad lytte, at sandheden om Sygehus-spionen lå gemt bag Holmérs officielle løgne.

En undersøgelse blev sat i gang og afslørede, at hun havde ret. Spionens opgave var at registrere de ansattes politiske synspunkter.

Måske på grund af disse parti-tjenester belønnede Olof Palme senere Hans Holmér med posten som lens-politimester i Stockholm. Stillingen havde han stadig, da Palme blev myrdet i 1986. Holmér satte sig straks tungt på efterforskningen, selvom han aldrig tidligere havde stået for en mordefterforskning. Resten af historien kender vi.

Hans Holmér

Hvis Hans Holmér ikke havde hjulpet Palme med at dække over bl.a. justitsminister Lennart Geijer, var Holmér måske aldrig blevet politimester. Så var mordsagen blevet efterforsket professionelt fra dag ét, og gerningsmanden var sandsynligvis blevet fundet.

Dårlig karma.

Paul Smith, november 2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *