Matador-forfatteren Karen Smith – og historien om en ’retssag’ i Esbjerg
Med fornøjelse læste jeg Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaards bog om ’Huset på Christianshavn’, hvor min mor Karen Smith skrev ca. 10 afsnit, ligesom hun senere bl.a. skrev tre afsnit af tv-serien ’Matador’.
Som Karen Smiths søn har jeg en enkelt korrektion, som ville have gjort bogen endnu mere underholdende, hvis Monggaard havde kendt til den. Det drejer sig om p. 84, hvor han bl.a. skriver:
”Revyen havde et højt niveau, især på grund af teksterne, men der var ikke noget overskud, og et enkelt år mistede man endda rigtig mange penge med en retssag mod Smith til følge.”
Derfor har jeg været i mit arkivskab og bl.a. fundet min mors korrespondance samt avisartikler frem fra ”dette år” med retssagen. Det hele vejede knap et halvt kilo.
Historien om et par træsko
Korrespondancen vejede mest, og rummede først og fremmest brevvekslingen mellem min mor og hendes advokat, landsretssagfører Svend Koch samt revyens nu afdøde scenograf, som startede hele presse-halløjet, fordi scenografen fortalte alle journalister, der gad lytte, at han ville lægge sag an mod min mor og ”afkrævede Karen Smith en masse penge, fordi han havde lagt penge ud, som han aldrig havde fået”.
Da min mor og hendes revisor Inga Bechsgaard gennemgik de skriftlige krav vedr. hans ”økonomiske udlæg”, som var tilsendt hende via en advokat, undrede Inga Bechsgaard sig over, at reparationen af ”et par træsko”, som revyen havde fået gratis af Frelsens Hær, havde kostet 180,- kr.”.
De studerede regningen med en lup og kunne se, at nullet var ’presset ind’ mellem 18-tallet og kommaet. De kørte straks hen til skomageren, som sagde: ”Det var da godt nok en dyr reparation. Nej, regningen var på 18.- kr.”.
Denne oplysning gav han dem skriftligt, inden de gik derfra. Han huskede udmærket scenografen med de store armbevægelser.
Derefter gennemgik min mor og Inga Bechsgaard alle hans krav, og en række lignende – men langt større bedrageri-forsøg – dukkede op. F.eks. havde han købt habitter til sig selv og sin bøsseven samt gardinstof som en ”gave” til kulturudvalgsformandens hustru.
Resultatet blev, at min mors mod-krav blev på ca. 14.000,- kr. Ellers ville Svend Koch indgive en politianmeldelse.
Svaret fik scenografens advokat til at trække sig fra sagen: Scenografen måtte selv redde sig ud af sin selvforskyldte blindgyde.
Scenografen svarede, at han var villig til at betale 12.000,- kr. – dog under forudsætning af, at min mor ikke indgav en politianmeldelse.
Svaret undrede Svend Koch, som bl.a. skrev til min mor: ”Jeg må erkende at være overrasket over scenografens forligsforslag, da jeg som tidligere nævnt ikke har haft fantasi til at forestille mig, at det ville være muligt at inddrive nogen del af dit tilgodehavende hos [navn], og jeg skal derfor på det kraftigste anbefale, at forligsforslaget accepteres fra din side.
”Svaret fik Istedgade-pigen op i min mor. Hun gjorde Sven Koch opmærksom på, at scenografen reelt blev forsørget af sin bøsse-ven, som havde en høj stilling i en international organisation:
”Læg mærke til, at han skriver fra [navn]’s adresse i udlandet. Selv ejer han ikke en rød reje. Så mon ikke vennen gerne vil betale for at undgå den presseomtale, som også let kunne ramme ham selv?”
Ikke for ingenting var min mors yndlingsforfatter Agathe Christie. Men desværre havde hun ikke læst forfatterinden godt nok.
Hun burde nok være blevet mistænksom, allerede da hun inden revyen læste det CV, som bøssevennen sendte vedr. scenografen:
Han havde ”bl.a. haft en succesrig udstilling i oktober i fjor på Rockefeller Plaza i New York.” Det var før et par søgninger på Wikipedia ville afsløre, at det var rent fup.
Politianmeldelse?
Lrs. Svend Koch fortalte min mor, at en ’politianmeldelse’ for så vidt lød som en god idé, men at man ikke må true med politiet for at få sine penge tilbage fra en bedragerisk person. Det var afpresning.
Men da pengene efterfølgende kom meget klatvis og i meget små portioner, svarede Svend Koch med at udtage en civilretslig stævning – nu på hele beløbet. Derved var det ikke en politianmeldelse.
Og ganske rigtigt: Bøssevennen ’læste med’ i korrespondancen, – formentlig førte han pennen – og min mor fik sine ca. 14.000,- kr.
Monggaard skrev, at ”man mistede rigtig mange penge.”
Udsagnet skyldes formentlig, at det var, hvad avisartiklerne dengang gav udtryk for, men det
gjorde ”man” ikke.
Min mor tabte 214.000,- kr., som hun selv betalte. Hun lånte 170.000,- kr. i sin bank og betalte enhver sit: Såvel medvirkende som leverandører. Beløbet blev siden betalt tilbage til Arbejdernes Landsbank.
Kommunekassen mistede underskudsgarantien på 50.000,- kr. Eller som hun skrev i et indlæg i Vestkysten i marts 1985, da Jens Okking lavede revy i Esbjerg og denne revys bestyrelse erklærede revyen ”Baks-kuller” konkurs 12 dage før sidste spilledag.
Revy-bestyrelsen forsøgte at sende aben hen på min mors skuldre, ved at henvise til hendes underskud og ”konkurs” i tre år før.
Derfor skrev hun: ”Tro ikke, at det er Esbjerg Kommune, der har betalt disse 214.000,- kr. Det skulle de nok nære sig for. Jeg har selv betalt hver eneste krone. Og dermed har jeg betalt enhver sit. Såvel medvirkende som leverandører.”
Simon Rosenbaum i Kolding
Ekstra Bladets lokalredaktør i Kolding havde ellers i 1982 gjort meget ud af, at ”Esbjergs borgere måtte bløde 214.000,- kr.”
I nabokommunen Fredericia gik Simon Rosenbaum samme sommer ned med sin revy. Det kostede kommunen 1 million kroner.
Dette blev kun til en notits i Ekstra Bladet. Hvorfor?
Svaret findes næsten i titlen på den roman, som den svenske forfatter Stieg Larsson skrev mange år efter: ”Mænd, der hader kvinder.”
Men kun næsten; det korrekte svar er: ”Avisen, der hader kvinder”.
”Åndelig incest…”
Jeg var medforfatter til Esbjerg-revyen og BT’s Herdis Skov skrev bl.a.:
”Helt suveræn er Esper Hagen i Paul Smiths sang ’Mandeleg’ om de danske mænd, der tager til Bangkok og får de thailandske piger til at vaske deres fødder, uden at de behøver at tage sokkerne af. Den sidder lige i øjet…”.
Et andet nummer om Falklands-krigen skrev jeg sammen med Jacob Haugaard.
Ekstra Bladets Knud Schönberg så andeledes på mine bidrag:
”Der hersker en slags åndelig incest mellem Karen Smith og hendes søn, og den er farlig!”.
”Åndelig incest”?
Hvis udsagnet overhovedet skal have en mening, må det være, at min mor sagtens kunne have skrevet visen ’Mandeleg’.
Ekstra Bladet som den katolske kirkes vogter…
Knud Schönberg mente, at revyen var en skandale, og at Karen Smith måtte ”under forsorg”. Det var 1. akts finale, som rystede ham: ”… jeg ville meget nødig være Anette Karlsen og stå med en tvetydighed på mange vers om Jomfru Maria, som må trøste sig med vokslys.”
Karen Smith i Istedgade med hunden Mads.
Ekstra Bladet som Den katolske Kirkes spydspids i det protestantiske Danmark?
Samme Knud Schönberg kunne i hvert fald være blevet inspiratoren for ’Me too’- bevægelsen længe før alle andre:Efter premieren deltog Knud Schönberg i festen på Hotel Britannia, og her erfarede han bl.a., at Esbjerg Højskoles forstander Bent Drewsen havde stillet værelser gratis til rådighed for såvel skuespillerne som musikerne.
Bent Drewsen blev ved 4-tiden om morgenen efter samme fest vækket i sin bolig, fordi der rendte en mand rundt udenfor på græsplænerne og råbte: ”Anette! Anette! Anette Karlsen, hvor bor du?”.
Forstanderen tog en frakke på over sin pyjamas og gik ud, fordi larmen forstyrrede alt og alle. Skolen rummede også et fagforeningskursus.
Hvem var det, som råbte og skreg?
Det var Knud Schønberg, som åbenlyst ville i kanen med Anette Karlsen, som dog klogeligt ved festen havde undladt at oplyse, i hvilken af de fire elevblokke, hun boede. Det fortalte hun min mor efterfølgende.
Forstanderens ankomst fik Ekstra Bladets feterede teateranmelder til at glemme sin natlige liderlighed for en stund, mens Bent Drewsen ringede efter en taxa.
Bøssevennen…
Danmark er et lille land, og tilfældigvis var mine forældre ven med den mand, som var personalechef dér, hvor bøssevennen havde fået sin uddannelse.
Denne mand var en gammel Nørrebro-dreng og talte med præcis samme arbejder-dialekt. Han ringede til min mor, mens sagen kørte, og hun fortalte ham om kontroverserne.
Personalechefen: ”Ved du hvad Karen? Jeg kender udmærket [navn]. Han er psykopat, men det kan han ikke gøre for. Han er født sådan!”.