Forfattere og journalister som vidner

AF PAUL SMITH

”Hvad mener du med, at hun var et godt vidne?”, spurgte den nu fhv. forsvarsadvokat (H) Niels Schou, da vi i 2011 talte om mit manuskript til ’Palmes Morder?’.

Jeg svarede, og svaret ledte til et nyt spørgsmål, som affødte et nyt svar, og snart trak forsvarsadvokaten mig rundt i selvmodsigelsernes cirkusmanege, indtil han kom med et paradoks:

”Vidner er gennemgående upålidelige, men de ved det ikke. Og de værste er skolelærere, socialrådgivere og psykologer.”

Min hustru, som er matematiklærer, ville gerne vide, hvad han mente med det.

Niels Schou:

”Hvis f.eks. en blikkenslager har gjort tre iagttagelser, A, B og C, som han skal vidne om i retten, vil han normalt først fortælle om A, derefter B og siden C.

Skolelærere, socialrådgivere og psykologer er gennem deres arbejde vandt til at sætte oplysninger ind i en sammenhæng. Ubevidst skaber de et narrativt forløb, når de vidner i retten.”

Journalister og forfattere…

Niels Schou kunne have taget endnu to faggrupper med i gruppen af ”upålidelige vidner”, nemlig journalister og forfattere.

Arbejdet med min pamflet ’Den svenska Inkvisitionen’ har overbevist mig om, at disse faggrupper er de mest ’upålidelige’, hvilket er logisk:

‘Den svenska Inkvisitionen’ fra forlaget Vulkan i SVERIGE.

De skaber fortællinger hvor eneste dag, hvor hændelser kobles sammen.

Da Lisbeth Palme 15 dage før mordet så en yngre mand med et stirrende blik på ’Café de la Paix’, på Tyska Brinken i Gamla Stan, kobler adskillige forfattere – blandt andre Sten Flygare [1] – manden sammen med morderen, som Mårten Palme bemærkede følge efter sine forældre, da de forlod Grand og gik mod syd.

Ifølge Mårten Palme havde den mand ”et stirrende blik, et bokserblik”.

Sten Flygare boede i ugen før Palmemordet på Hotel Lord Nelson i Gamla Stan, og i hotellets korridor så han en ”mystisk mand” (sic!):

”Jeg reagerede stærkt på hans ekstremt stirrende blik. I fem, seks sekunder stirrede han på mig, som om han genkendte mig.”

Eugene de Koch.

Nogle år senere (!) kunne han koble manden på hotellet til Eugene de Koch.

I en avis så han ved et tilfælde ‘lejemorderen’ [på svensk = torpeden]. Det var den øverste indenfor den sydafrikanske efterretningstjeneste Security Branch, BOSS.

Flygare mener altså, at Sydafrika ville sende den øverste chef for Security Branch/BOSS afsted for at myrde Palme. Fint skal det være!

At Eugene de Koch også kender Sten Flygare, er en selvfølge for forfatteren. Somme tider er narcisisme direkte fornøjeligt. 🙂 🙂 🙂

Men at landets efterretningstjeneste end ikke havde råd til at købe en pistol med lyddæmper, forstyrrer ikke den store forfatter-ånd.

En sådan pistol havde BOSS ikke råd til at købe!

Ej heller, at manden på ’Café de la Paix’, formentlig ”stirrede” på Olof Palme for at ’nedstirre ham’.

Han var næppe en socialdemokratisk kernevælger. Men [næsten] 100 procent sikkert en svensker.

Og sådan er det hele vejen.


[1]  Jf. John Granlund: ”Pekar ut torped – i tv-inslag dagen efter Palmemordet”, Aftonbladet, 13.4.2015.

‘Den svenske Inkvisition’ kan købes her på dansk.

‘Den svenska Inkvisitionen’ kan købes her på svensk – den svenske udgave har flere oplysninger end den danske.