Anders Orris og Palmemordet

Paul Smith kommenterer:

Historikeren Anders Orris skrev i et læserbrev i Weekendavisen #25, at vidnet Morelius ser, at ”morderen står roligt og afventer Palmes ankomst i mindst halvandet minut, snarere to minutter og en sjat til, før mordet sker.”

Politiets kort, hvor mine klodsede bogstaver og pædagogiske pile er indtegnet. Den runde sorte cirkel er politiets. Chaufføren fra Stockholm Limousineservice, Jan C. Nilsson holdt FORAN Morelius bil lige før mordet skete. Alligevel bemærkede Morelius ikke bilen fra Stockholm Limousineservice!

Anders Orris glemmer den vigtigste detalje fra politirapporterne, nemlig at vidnet sad i sin bil, som holdt med front direkte mod mordstedet:

”…Ingen anden person passerede krydset i dette tidsrum…”[1]

Udsagnet dokumenterer et totalt hukommelsestab:

To veninder havde netop krydset Tunnelgatan lige for næsen af Morelius, da mordet skete.[2] Dem husker han ikke.

Et ungt par, som lidt før veninderne havde gjort det samme, og befandt sig ca. 75 m. længere nede ad Sveavägen, husker han heller ikke. [3]

Han erindrer heller ikke vidnet X-lund, som godt et minut før mordet passerede det nordvestlige hjørne af Sveavägen ­ Tunnelgatan – ca. 20 meter foran og skråt til venstre for hans bils frontrude.

X-lund så en mand stå på hjørnet og kigge mod nord ad Sveavägen.

Det var sandsynligvis morderen. [4]  

Ham overså Inge Morelius også.

Der var mere han ikke så:

Der er rigtigt, at Morelius sad i sin  bil, men han holdt ikke helt fremme ved fodgængerfeltet. Han holdt 5 meter derfra ifølge hans egen forklaring [5], og årsagen til, at han næsten ikke observerede noget som helst, var banal:

Han holdt ulovligt parkeret, mens hans passagerer var ude og hente penge i en bankomat på gadens anden side. Derfor så han kun efter, om der skulle dukke en hvid bil op med et blåt lys på taget og de blå bogstaver POLIS på siderne.

Det ved alle, som har holdt ulovligt lige foran et skilt som sagde STOPFORBUD!

Bilen fra Stockholm Limousine Service

Limousine-chaufføren Jan Charles Nilsson. Politiets foto.

Lige før mordet kører Jan Charles Nilsson  fra Stockholm Limousine Service sin sorte bil frem og holder FORAN Morelius, fordi der er rødt lys.

Citat fra politirapporten:

“Da der bliver grønt, kører han frem og svinger til højre, altså mod syd. I bakspejlet ser han en taxi, som foretager en U-vending på Sveavägen. (…) Straks efter ser han en mand, der ligger foran taxien  [altså foran og til højre på fortovet, PS] og bløder meget. Og jeg ser den ene pige, som er i gang med, hvad jeg opfatter som hjertemassage.” [6]

PS: I Informations weekends udgave ’Moderne Tider’ gøres Anders Orris til ’Ekspert i Palmemordet’ (sic!).

Jeg sendte avisen et lidt udbygget indlæg om ovenstående, men ”det blev desværre ikke denne gang”, som redaktør Anders Fjordbak Trier skrev tilbage.

Selvfølgelig ikke: Konspirationer sælger flere aviser end den introverte, fallerede discount-børsmægler og Palmehader Christer Andersson.

Da indlægget stod i Weekend Avisen, sendte jeg det også til bladets debatredaktør, Søren Willemoes. Det blev aldrig optaget.

Hvorfor? Formentlig af samme grund som på Information.

Konspirations-tosserier sælger flere aviser end kedelige facts: Follow the money!

Kilder:

Rikskriminalpolisen, Protokol III:2 & Jan Olsson og Ulf Åsgård: The Murder of Olof Palme. Crime Analysis and Offender Profile, Swedish National Criminal Investigation Service, Stockholm, 1996.

Fodnoter:

[1] Jf. Forundersøgelsen, Anklageskriftet mod Christer Pettersson, Rikskriminalpolisen, Protokoll, III:2, p. 383.

[2] Ibid, p. 438 – 452.

[3] Ibid., p. 459 – 478.

[4] Jvf. Profileksperterne Jan Olsson og Ulf Åsgård: The Murder of Olof Palme. Crime Analysis and Offender Profile, Swedish National Criminal Investigation Service, Stockholm, 1996., p. 66.

[5] Jf. Rikskriminalpolisen, Protokoll, III:2, p. 357.

[5] Ibid., p. 338 – 339.