Thomas Ladegaard overser vigtige deltaljer i Palmemordet
Thomas Ladegaard undrer sig i Palmemordet over, hvordan Palmes morder ”kunne vide, at ægteparret ville passere gerningsstedet.” Og det lykkes ham at få både BT, TV2, Information og Politiken til at dele hans undren.
Svaret er simpelt. Han fulgte efter dem fra Grand og overhalede dem på Sveavägen. Påstanden bygger på tre vidneforklaringer.
Hvor længe så Morelius morderen – inden mordet?
Ifølge Ladegaard stod Knut I. Morelius’ bil parkeret i 2-3 minutter med front mod mordstedet. Fra førersædet iagttog Morelius bl.a. det kommende gerningssted, mens hans to passagerer hævede penge i en bankomat. Ifølge Ladegaard bemærkede han straks den mand, som senere gik frem og skød Palme.
Hvis manden havde stået der i 2-3 minutter, kan det ikke– tiden taget i betragtning – have været den mand, som tidligere overhalede parret.
Morelius husker ikke nogen ventede mand
Da Morelius afhøres telefonisk morgenen efter mordet, siger han intet om en mand, som stod og ventede:
Morelius “ser to personer” (…) “som går i retning mod Sergels Torv. Bagefter ser han en mand komme bagfra op på siden af dem. Straks efter hørte han to skud og (…) så et menneske falde om.”
Ikke et ord om en “ventende mand”.
To uger efter mordet ræsonnerer han sig frem til, at “han må have stået der og ventet”, men siger forinden, at “han ikke er helt sikker på den oplysning.”
At manden har ”stået og ventet” er altså en efterrationalisering, ikke en iagttagelse, og han siger stadig intet om 2-3 minutter.
Syv uger senere siger Morelius:
“Susanne (…) stiger ind i bilen, og da bemærker jeg en fyr, som står (…) lige ved butikkens indgang.”
BEMÆRK: Morelius opdager først morderen, efter Susanne har hævet sine penge og stiger ind i bilen.
Det giver ikke 2-3 minutter; højst 15 sekunder.
Her er alle detaljer:
Morelius stopper sin bil ved bankomaten i Tunnelgatan. Passagererne Susanne og Helena stiger ud for at hæve penge. Bilen holder med bagenden mod mordstedet. Morelius’s udsyn er 180 grader modsat gerningsstedet.
Mens de stopper, hævede en mand penge. Det skete ifølge bankomatens oplysninger kl. 23.16.40. Imens må Helena og Susanne – ifølge Ladegaard – vente, men det gør de ikke, jf. vidneforklaringerne:
Helena husker, at “der havde stået en mand og hævet penge, da de forlod bilen”. Bemærk førdatids-formen.
Han var altså færdig, da de ankom til automaten. Det kan være grunden til, at Susanne slet ikke husker ham, selvom hun hævede penge først.
Mens Susanne begynder at hæve sit første beløb, kører Morelius frem til Olofsgatan, hvor han foretager en U-vending og kører tilbage og standser over for bankomaten. Først nu holder han med front mod mordstedet.
Susanne hæver endnu et beløb og går bagefter over gaden og sætter sig ind i bilen. Samtidig sker mordet. Hendes kvitteringer siger 23.17.00 og 23.17.59.
Hun har stået ved bankomaten i godt ét minut. Morelius har set mod gerningsstedet i kortere tid: Den tid det tog ham at foretage en U-vending.
Hjernens “hukommelsesspor”
At Morelius i sidste afhøring næsten 2 år efter mordet “husker”, at han iagttog morderen i hele 3-4 minutter (sic!), er en erindringsforskydning, som næppe undrer vidnepsykologer.
Hver gang vi genfortæller en oplevelse for os selv eller andre, sker der små ændringer i hjernens hukommelsesspor. Folkeligt udtrykt:
– En historie bliver aldrig dårligere af at blive genfortalt!
(Kilder: Granskningskommissionens Betænkning & Protokoll III:2 fra forundersøgelsen mod Christer Pettersson. Sidstnævnte kilde findes IKKE i Ladegaards litteraturliste.)